Hvis målet var at få Vladimir Putin til at tænke sig om en ekstra gang, slog det tilsyneladende grueligt fejl.

Ja, effekten har nærmest været den modsatte hos den russiske præsident.

Det skriver The Economist om udfaldet af det uventede besøg, som CIA-direktør John Ratcliffe i sidste uge foretog, da han landede i Moskva.

Her skulle han ifølge flere medier have haft et tydeligt budskab med sig:

Således skulle der være overbragt en advarsel til Rusland om ikke at angribe et Nato-land. Og især ikke Estland, Letland eller Litauen.

En kilde tæt på Vladimir Putin siger til mediet, at han efter alt at dømme har set besøget som et tegn på »amerikansk svaghed«.

Og det bliver sammenlignet med et lignende visit i november 2021, hvor den daværende CIA-direktør ligeledes rejste til Moskva for at advare den russiske præsident mod at invadere Ukraine.

Det skete som bekendt få måneder senere, i februar 2022.

Som The Economist skriver:

»Det kan godt være, at Putin udtrykker sine mål i geopolitisk sprog, men i virkeligheden er han styret af sit regimes kriminelle logik: Vis aldrig svaghed. Det russiske system har en høj tolerance over for vold og tilgiver ikke fiasko.«

Samtidig lyder det fra en anden kilde til mediet om Vladimir Putins krigsplaner i Ukraine:

»Kilder tæt på Kreml siger, at efter adskillige ugers overvejelser hen over sommeren ser han ud til at have tænkt sig at eskalere.«

The Economist refererer også til en betragtning som den russiske præsident kom med så sent som i lørdags under et besøg på et universitet i Moskva.

Her skulle han have fortalt om, hvordan spækhuggere spiser isbjørne på Nordpolen.

»Det er meget interessant. Det er fødekæden,« skulle det have lydt fra Vladimir Putin, hvorefter han kædede det sammen med den igangværende krig i Ukraine:

»Børn burde lære om dét, så de kan forstå den verden, vi lever i – og hvorfor vi gennemfører den 'særlige militære operation'.«