Uventet USA-besøg i Moskva: Havde klar besked til Putin
Ifølge medier har USA advaret Rusland om at holde nallerne i ro.

Ifølge medier har USA advaret Rusland om at holde nallerne i ro.

Det amerikanske fly landede tidligere på ugen uventet i Moskva – ombord var CIA-direktør John Ratcliffe.
Nu mener flere medier at vide, hvad årsagen til overraskelsesbesøget var.
For ifølge The Wall Street Journal og Politico havde den amerikanske efterretningschef angiveligt en besked med til den russiske præsident, Vladimir Putin.
En tydelig én af slagsen.
Der skulle således være overbragt en advarsel til Rusland om ikke at angribe et Nato-land. Og især ikke Estland, Letland eller Litauen.
Samtidig skulle USA også have forsøgt at presse Rusland til at slække på både den militære og den økonomiske støtte til Iran, lyder det.

Mediernes kilder er anonyme personer med kendskab til, hvad der foregik i den russiske hovedstad, hvor CIA-direktøren ikke mødtes direkte med Vladimir Putin.
Fra amerikansk side har man ikke mange oplysninger om, hvad der foregik.
USAs præsident Donald Trump har selv bekræftet det usædvanlige besøg, men har samtidig kaldt det for »semi-rutinemæssigt«.
Og han har antydet, at det handlede om krigen i Ukraine.
»Jeg hader at skuffe folk, og vi vil gerne se en afslutning på krigen mod Ukraine,« har han sagt.
Besøget fandt dog sted, efter at The Wall Street Journal tidligere på måneden kunne afsløre, at nye amerikanske efterretninger viste, at Vladimir Putin pønser på at teste Nato med et eller flere begrænsede angreb inden for de kommende år.