Vladimir Putin har et skræmmende våben i baghånden.

Et våben, som kan ramme Europa hårdt – uden at erklære krig.

Så hårdt, at det vil kunne destabilisere Vesteuropa og afgøre valg.

Og den russiske præsident kan endda målrette, hvilke dele af Europa han ønsker at ramme og hvornår.

Under Putins ledelse har Rusland i stigende grad skaffet sig stor indflydelse på flere af de vigtigste migrantruter mod Europa, skriver The Telegraph.

Det kan få alvorlige og langtrækkende konsekvenser allerede til foråret.

Her forventes Rusland nemlig ifølge efterretningsdokumenter, som det britiske medie har set, at »intensivere« bestræbelserne på at flytte migranter mod Europa – i et forsøg på at destabilisere hele kontinentet.

Metoden er blevet brugt før. Mange vil huske, hvordan der blev fløjet migranter til Ruslands nære allierede Belarus i 2021, hvorefter de i stort antal bevægede sig mod Polens og Litauens grænser og skabte kaos og uro ved grænserne i de to østeuropæiske lande.

Migranter forsamlet ved grænsen mellem Belarus og Polen 22. december 2021. Nu kan Vladimir Putin sende endnu flere migranter mod Europas grænser end dengang.
Migranter forsamlet ved grænsen mellem Belarus og Polen 22. december 2021. Nu kan Vladimir Putin sende endnu flere migranter mod Europas grænser end dengang. Foto: Pavel Golovkin/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det er det rene vand i forhold til, hvad der kan være i vente.

For det er ikke 'kun' Ruslands og Belarus' grænse til det østlige Europa, Putin ifølge The Telegraph vil bruge til at sende migrantstrømme mod Europa.

Af efterretningsdokumenterne skulle det fremgå, at russiske agenter angiveligt er ved at etablere en form for 'grænsepoliti' i det uroplagede Libyen på hele 15.000 mand, primært bestående af tidligere militsfolk.

Denne styrkes formål skulle netop være at kontrollere migrantstrømmene, så Rusland kan styre, hvor mange migranter, der sendes mod Europa via Middelhavet – og sågar hvor migrantbådene sejler hen, og hvilken slutdestination migranterne sigter efter, når eller hvis de ankommer til de sydeuropæiske strande.

Migranter sover på et redningsskib fra Læger Uden Grænser efter at være blevet reddet fra en migrantbåd ved Libyens kyst i september 2023.
Migranter sover på et redningsskib fra Læger Uden Grænser efter at være blevet reddet fra en migrantbåd ved Libyens kyst i september 2023. Foto: Darrin Zammit Lupi/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

I forvejen har Rusland, med hjælp fra blandt andet den berygtede lejesoldatgruppe Wagner, både destabiliseret og fået stor indflydelse i adskillige lande, som ligger strategisk vigtigt i forhold til migrantruterne op gennem Afrika. 

Det gælder blandt andet lande som Tunesien, Den Centralafrikanske Republik, Mali og Sudan. 

Samtidig støtter Wagner menneskesmuglerne, som tjener penge på at sende migranter mod Europa.

EUs grænsepoliti Frontex advarer også om, at Putin vil udnytte migrantstrømmene til at ramme og destabilisere Europa – og det kan give den russiske præsident stor indflydelse helt ind i hjertet af Europa:

En kystpatrulje fra Malta fotograferet under en redningsoperation, hvor en migrantbåd kæntrede. Billedet er taget af Maltas hær 23. februar i år.
En kystpatrulje fra Malta fotograferet under en redningsoperation, hvor en migrantbåd kæntrede. Billedet er taget af Maltas hær 23. februar i år. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis du kan kontrollere migrantruterne mod Europa, så kan du effektivt kontrollere valghandlinger, fordi du kan forhindre eller oversvømme et bestemt område med migranter med henblik på at påvirke folkeopinionen på et afgørende tidspunkt,« siger en anonym sikkerhedskilde til The Telegraph.

Europæiske toppolitikere er særdeles opmærksomme på truslen. 

Den italienske regering anklager Wagnergruppen for at stå bag stigningen i antallet af migranter, som forsøger at krydse Middelhavet og føre »hybridkrig« mod Europa, skriver Reuters.

Storbritanniens tidligere immigrationsminister Robert Jenrick siger til The Telegraph, at landets »fjender« bruger migrantstrømmene som »våben«.

Ifølge Frontex forsøgte 380.000 migranter ureglementeret at krydse grænsen til Europa i 2023.

Det er det højeste antal siden 2016.