Det er nok ikke gået manges næser forbi, at den skandaleramte britiske prins Andrew for nylig leverede et katastrofalt interview på live-tv, da han forsøgte at forklare sit forhold til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

Prins Andrews udtalelser er siden blevet kritiseret massivt, og det har ramt prinsens ældste datter, Beatrice, hårdt.

Det skriver Mail on Sunday, som angiveligt har snakket med kilder, der kan fortælle, at prinsessen har været 'i tårer' siden det famøse interview.

Grunden til, at prinsesse Beatrice er brudt sammen, er, at det efter sigende var hende, som opfordrede sin far til at tale ud over for BBC.

Prinse Andrew med sin ældste datter, prinsesse Beatrice.
Prinse Andrew med sin ældste datter, prinsesse Beatrice. POOL

»Selvom hun er deres datter, så læner Sarah (Ferguson, red.) og Andrew sig op ad Beatrices dømmekraft, når det kommer til, hvordan de skal agere i offentligheden,« siger en kilde blandt andet til mediet.

Den royale datter var angiveligt i første omgang skeptisk ved tanken om, at hendes far skulle sætte sig ned og tale med en journalist i en direkte tv-udsendelse, men da hun deltog i et møde med medarbejdere fra BBC, skiftede hun mening.

»Hun stillede en masse relevante spørgsmål og havde sine tvivl, men efter mødet var hun overbevist om, at de ikke havde noget valg, og at det var den eneste måde, hvorpå de kunne få lagt rygterne bag sig,« siger kilden.

Men prinsessen har altså efterfølgende fortrudt beslutningen, fordi interviewet er blevet modtaget så dårligt.

»Beatrice har været i tårer hver eneste dag, siden interviewet blev sendt,« siger den anonyme kilde til Mail on Sunday.

Prins Andrew har i kølvandet på interviewet valgt at trække sig fra sine royale pligter, mens en lang række organisationer ligeledes har droppet samarbejdet med ham.

Under interviewet nægtede prins Andrew blandt andet ethvert kendskab til Jeffrey Epsteins påståede 'sex-slave' på trods af, at et billede af ham med armen rundt om kvindens hofte har floreret verden over.

I interviewet lod han forstå, at der kunne være tale om en forfalskning.