Hvis prinsesse Beatrice går og drømmer om et overdådigt prinsessebryllup, når hun skal smedes sammen med den italienske mangemillionær Edoardo Mapelli Mozzi, kan det sagtens være, at hun er nødt til at tro om igen.

Den engelske prinsesse er datter af skandaleramte prins Andrew, og faderens uheldige venskab med den afdøde, pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein kan få stor betydning for brylluppet.

Det siger den britiske kongehusekspert Jennie Bond i det britiske morgen-tv-program 'Lorraine'.

Den royale familie har allerede taget konsekvensen af skandalen ved helt at aflyse den planlagte fejring af prins Andrews 60-års fødselsdag til februar. Og ifølge eksperten skal brylluppet også genovervejes ganske alvorligt.

Prinsesse Beatrice af York skal efter planden giftes med sin forlovede, Edoardo Mapelli Mozzi, senere på året. (Foto: Scanpix)
Prinsesse Beatrice af York skal efter planden giftes med sin forlovede, Edoardo Mapelli Mozzi, senere på året. (Foto: Scanpix) Foto: Christophe Petit Tesson
Vis mere

Prins Andrews skandalesag, der blandt andet affødte et tåkrummende interview på BBC, er ikke den eneste grund til, at prinsesse Beatrice må forvente et diskret eller slet intet bryllup.

Famililen er nemlig allerede i unåde hos den engelske befolkning efter hendes søster Eugenies bryllup med Jack Brooksbank i oktober 2018, påpeger Jennie Bond.

»Der var ramaskrig over den regning, som skatteyderne skulle betale for Eugenies sikkerhedsforanstaltninger. Jeg tror ikke, de ønsker at bringe Beatrice i en lignende forlegenhed. Så jeg forventer, at det bliver nedskaleret i en eller anden grad,« siger hun i tv-programmet.

Eugenies bryllup kom ifølge Evening Standard til at koste skatteyderne knap 17,5 millioner kroner alene for sikkerheden omkring festlighederne.