Medie: Hemmelig iransk samtale modsiger Trumps udmeldinger om angreb


Den opsnappede samtale mellem de højtstående iranske embedsmænd passer slet ikke med Donald Trumps skråsikre udmeldinger.
Her lyder det angiveligt fra de to iranere i det, der betegnes som en »privat samtale«, om de amerikanske angreb på de iranske atomanlæg for lidt over en uge siden:
»De var ikke var så ødelæggende som forventet.«
Det skriver The Washington Post. Fire kilder har til mediet fortalt om indholdet af ordvekslingen, som amerikanske efterretningstjenester skulle have fået kendskab til – og den skulle »cirkulere i den amerikanske regering«.

Og den modsiger altså, hvad den amerikanske præsident og hans ministre ellers igen og igen har slået fast:
At det iranske atomprogram skulle være blevet udslettet, totalt, da de amerikanske bombefly i forrige weekend blandt andet smed de såkaldte 'bunker-buster-bomber' mod underjordiske anlæg.
Sådan lød det hurtigt og kontant fra Det Hvide Hus.
Men siden dukkede andre hemmelige rapporter frem, hvoraf det skulle fremgå, at skaderne faktisk slet ikke var så omfattende.
Påstandene er dog hårdnakket blevet afvist af Trump-administration. Og det sker også med indholdet af samtalen mellem de højtstående iranske embedsmænd.
»Det er skammeligt, at The Washington Post er med til at begå en alvorlig forbrydelse ved at offentliggøre en læk, der ikke har nogen relevans,« siger Det Hvide Hus' pressetalskvinde Karoline Leavitt:
»At unavngivne iranske embedsmænd skulle vide, hvad der er sket under utallige meter af murbrokker er noget vås. Deres atomvåbenprogram er et overstået kapitel.«
Direktøren for Det Internationale Atomagentur (IAEA) har også netop blandet sig i debatten og givet sit syn på sagen. Det kan du læse mere om her.