En amerikansk mand er død af forgiftning i Laos i Sydøst-Asien.
Det skriver Sky News.
En talsperson fra det amerikanske udenrigsministerium bekræfter, ifølge Sky News, at en mand onsdag er død i Van Vieng, der ligger 130 kilometer nord for hovedstaden Vientiane.
Det var i samme by, at to danske kvinder befandt sig, da de mistede livet på grund af forgiftning – hvilket udenrigsministeriet bekræftede over for B.T. tirsdag.
Ifølge Sky News er manden død i forbindelse med, hvad de kalder en 'masseforgiftningshændelse'. Den amerikanske mand skal være blevet forgiftet ved samme lejlighed som de to danske kvinder.
Ifølge flere medier er en gruppe mennesker blevet forgiftet med metanol, der blandt andet bruges som træsprit.
Sky News skriver, hvordan to australske kvinder fortsat kæmper for deres liv efter at være blevet forgiftet i den sydøstasiatiske by.
B.T. har tidligere talt med Søren Bøgevig, der er overlæge ved Klinisk Farmatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og tilknyttet Giftlinjen, advarer mod stoffet, der i daglig tale kaldes træsprit:
»Træsprit er ret farligt. En deciliter – altså 100 milliliter – er nok til at gøre en voksen person alvorligt syg og kan være livstruende,« slår Søren Bøgevig fast.
Han forklarer, at metanol ofte opstår ved en fejl ved hjemmebrænding af alkoholiske drikke, og at det i flere lande også bliver brugt i drinks og serveres.
Her bliver stoffet ekstra farligt, for det kan være urimeligt svært at skelne fra sit søsterstof ethanol, som er den mest almindelige form for alkohol.
»Metanolen smager ikke igennem på en bestemt måde, og så er den stort set lugtfri, og det gør den rigtig svær at adskille.«
»Hvis du tog et shot med vodka, tror jeg ikke, du ville kunne hverken lugte eller smage forskel. Så man er lidt chanceløs, hvis der er metanol i et produkt,« forklarer Søren Bøgevig.
