Forhandlingerne varede i timevis, da Ukraine og USA søndag mødtes i Miami.

Og her var særligt ét emne det dominerende på dagsordenen.

Det skriver mediet Axios på baggrund af to unavngivne ukrainske embedsfolk.

Ifølge mediet var det fem timer lange forhandlingsmøde, hvor blandt andre USAs udenrigsminister, Marco Rubio, og særlige udsending, Steve Witkoff, deltog, en intens og svær omgang.

Spørgsmålet, om hvor grænsen mellem Ukraine og Rusland skal gå efter krigen, fyldte alt på mødet, der fandt sted på Witkoffs eksklusive golfklub Shell Bay nær Miami.

Håbet var, at parterne ville gøre fremskridt om grænsespørgsmålet, før netop Witkoff efter planen skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag.

I det højintense møde deltog tre personer fra USA og tre fra Ukraine.

Foruden Rubio og Witkoff var det Trumps rådgiver og svigersøn, Jared Kushner, der sad ved bordet for USA, mens Ukraine var repræsenteret ved landets sikkerhedsrådgiver, Rustem Umerov, militære stabschef, Andrij Hnatov, og vicechef for den militære efterretningstjeneste Vadym Skibitskyi.

Efter det timelange møde fortsatte Umerov og Witkoff alene, mens præsident Volodymyr Zelenskyj blev ringet op til en briefing om forhandlingerne, lyder det.

Axios skriver ikke, om parterne nåede frem til konkrete planer for, hvor grænsen mellem Ukraine og Rusland skal gå.

I den 28-punkts plan, som USA fremlagde forleden, fremgik det, at Donald Trump vil have Ukraine til at afgive territorium i den østlige del af landet i et forsøg på at overbevise Putin om fred.

Putin har konsekvent forlangt, at hele Donbas-regionen bliver russisk.

Et andet punkt i USAs fredsplan vækker dyb bekymring i EU. Det kan du læse mere om HER.