Det begynder at se mere og mere dystert ud for den siddende amerikanske præsident, Donald Trump.

I en frisk national meningsmåling foretaget af New York Times og Siena Collage kan man læse, at Trump er milevidt fra udfordreren Joe Biden.

Således står Donald Trump til at få 36 procent af stemmerne i målingen mod Joe Bidens 50 procent.

Dermed er præsidenten hele 14 procentpoint efter sin demokratiske modkandidat.

Og det er mildest talt iøjnefaldende.

Ikke mindst fordi Donald Trump i stigende grad ser ud til at miste støtte i de kredse, der kan gå begge veje.

Længe har det stået klart, at 77-årige Joe Biden har en solid føring blandt det, der beskrives som 'ikke-hvide' og kvinder. Blandt kvinder har Biden en føring på 22 procentpoint, mens føringen blandt adspurgte sorte er 74 procentpoint og 39 procentpoint blandt latinoer.

Men nok så markant, så holder Biden også store føringer i de kategorier, hvor det amerikanske præsidentvalg skal afgøres: vælgere, som hverken ser sig selv som demokrat eller republikaner, liberal eller konservativ.

Donald Trumps kamp om at genvinde præsidentposten ser ud til at blive voldsomt op ad bakke.
Donald Trumps kamp om at genvinde præsidentposten ser ud til at blive voldsomt op ad bakke. Foto: STEFANI REYNOLDS
Vis mere

Blandt uafhængige fører Biden med 21 procentpoint over Trump, mens det tal er 33 procentpoint, når det gælder de såkaldte moderate vælgere.

Samtidig har Biden gjort et indhug i de vælgergrupper, som ofte ses som rygraden af den republikanske vælgerskare.

De er blandt andet mænd, hvide og den midaldrende gruppe.

Således står det stort set lige mellem Biden og Trump i disse tre kategorier. Og netop i de tre har tidligere republikanske præsidenter haft solide føringer, som Trump også havde det i kampen mod Hillary Clinton.

Blandt forklaringerne, som New York Times får ud af målingen, skal findes de adspurgtes holdning til, hvordan Donald Trump har håndteret den globale pandemi, som har ramt USA ekstra hårdt.

Godt tre ud af fem af de adspurgte i målingen siger, at de mener, præsidenten har håndteret coronakrisen dårligt. Det gælder også de tidligere nævnte hvide mænd.

Der er dog enkelte steder, Donald Trump vil kunne finde lyspunkter i målingen.

Et af dem er på spørgsmålet om, hvordan præsidenten klarer sig job overordnet set - den såkaldte 'approval rating'. Her svarer 50 procent, at Trump gør sit job tilfredsstillende eller bedre, mens 45 procent mener det modsatte.

Den elendige måling for Donald Trump er blot en i en række af flere.

Så sent som i sidste uge udgav mediet Fivethirtyeigth og RealClearPolitics en poll of polls, hvor man finder et snit af en række målinger.

Her var det samlede resultat en føring til Joe Biden på omkring otte procentpoint.

Uanset set hvilken måling man vælger at tro på, så er Bidens føring på dette tidspunkt i valgkampen markant større end Hillary Clintons nåede at blive med mindre end fem måneder til valget i 2016.