Traditionelt er det delstater som Ohio, Florida, Nevada, Colorado og Virginia, der er afgørende for, hvem der ender som amerikansk præsident.
De delstater – kendt som svingstater – plejer at skifte mellem at stemme på en demokratisk eller en republikansk præsidentkandidat. Men med Donald Trump er 'plejer' død.
Det mest markante eksempel herpå er en af USA's mest folkerige delstater.
I årtier har Texas været malet mørkerød på analytikeres og mediers kort. Den røde farve indikerer republikansk tilhørsforhold. Jo mørkere, jo stærkere er støtten typisk.

Men for få år siden fik demokraten Beto O'Rourke et af de bedste demokratiske resultater i guvernørvalget i delstaten. Og tidligere på året valgte Det Demokratiske Parti at gøre Texas til en såkaldt 'battle ground state' – hvor man nu for alvor kaster både ressourcer, tro og håb ind i den kommende præsidentvalgkamp.
Og Texas er bare en af en lang række delstater i USA, som tidligere har været så godt som sikre på at stemme en bestemt vej til præsidentvalget, hvor der nu synes åbnet op for et skifte.
Da Donald Trump ved sidste valg kom til magten i en overraskende sejr over Hillary Clinton, gjorde han det ikke kun ved at vinde en lang række af de traditionelle delstater, men også ved at vinde delstater, som ved flere tidligere præsidentvalg havde været farvet blå for demokratisk.
De tæller blandt andet Michigan, Pennsylvania og Wisconsin. Ingen af de delstater havde samlet set stemt på en republikansk præsident siden 1980.
Flere af de delstater er også ved valget til november i spil igen. Og så kan man ud over Texas formentlig tilføje røde delstater som Arizona, Georgia og den traditionelt blå delstat Minnesota.
I en analyse af det nye amerikanske valgkort peger Politicos politiske redaktør, Charlie Mahtesian, på den opsigtsvækkende udvikling.
'Normale præsidentielle kamppladser – ikke bare Ohio og Virginia, men også Colorado, Iowa med flere – er ved at forsvinde fra radaren. Delstater, der ikke tidligere har oplevet en top-hundekamp om præsidentposten i årtier – som Arizona, Georgia, Minnesota og Texas – står pludselig til at få en yderst central rolle,' skriver han.
Det er fortsat tvivlsomt, om delstater som Texas, Georgia, Arizona og Minnesota reelt vil kunne skifte farve. Men to ud af tre meningsmålinger foretaget i maj i Georgia viser føring til Joe Biden over Donald Trump.

I Texas har Joe Biden ført i en af de seneste tre målinger. Trump har ført i en anden, og en sidste er endt lige. Og i den ellers mangeårigt røde delstat Arizona skal man helt tilbage til februar for at finde en meningsmåling, der har haft Donald Trump til at føre.
Som det står nu, ser Joe Biden da også ud til at være favorit til at vinde over Donald Trump til november.
Og mange af de delstater, som ser ud til at kunne skifte farve til november, gør det ofte i en retning, der hedder fra rød til blå. Alligevel er intet afgjort på nuværende tidspunkt. Eller som CNN-analytikeren Harry Enten skriver i en nylig analyse:
'Joe Biden fører lige nu i de nationale meningsmålinger og i svingstater. Den gode nyhed for Donald Trump er, at han har seks måneder til at ændre i sin kampagne, hvilket er mere end rigeligt.'