»Hvorfor ligner Trump og Obama bedste venner, der sidder og sladrer?«
Sådan lyder ét spørgsmål ud af mange på det sociale medie X, efter den tidligere præsident Jimmy Carter torsdag blev begravet.
For selvom dagen var i den afdøde præsidents ånd, så er det de to tidligere politiske ærkefjender, Barack Obama og Donald Trump, der er løbet med opmærksomheden.
Se dem tale sammen her:
Flere internationale medier, heriblandt CNN og AP News, har også registreret det samme, som de sociale medier - og nu spekulerer flere i, hvad de to mænd dog havde at fnise over.
De to mænd sad ved siden af hinanden på anden række i kirken Washington National Cathedral, hvor alle nulevende tidligere amerikanske præsidenter, samt den nuværende præsident, Joe Biden, også var at finde.
»Hvor er mundaflæserne???« skriver en bruger, mens andre påpeger at vicepræsident Kamala Harris ser misundelig ud i klippene, der florerer.
»Obama og Trump sludrer som gamle venner, og nogle af jer fjolser sprang julemiddagene med jeres familier over på grund af politiske uoverensstemmelser,« lyder det fra en anden bruger.
Hvad de to mænd talte om, vides ikke i skrivende stund.
Jimmy Carter, der var præsident fra 1977 til 1981, døde 29. december i sit hjem i Plains i delstaten Georgia. Han blev 100 år og er dermed den længstlevende tidligere præsident, USA har haft.
Carters død er blevet markeret over seks dage.
Joe Biden har erklæret torsdag for national sørgedag, og de føderale regeringskontorer har derfor været lukkede.
Efter statsbegravelsen blev Carters kiste fløjet hjem til hans hjemstat, Georgia.
