Alle nulevende tidligere amerikanske præsidenter er ankommet til Jimmy Carters statsbegravelse i Washington.

Der bliver småsludret og grint på én af de forreste stolerækker i Washington National Cathedral, hvor Barack Obama og Donald Trump har sat sig ved siden af hinanden ved tidligere præsident Jimmy Carters statsbegravelse.

Den henholdsvis tidligere og kommende amerikanske præsident sidder på samme række som de tidligere præsidenter Bill Clinton og George W. Bush samt Clintons og Bushs ægtefæller.

Det viser tv-billeder fra katedralen i Washington D.C.

Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix

Jimmy Carters båre ankom til katedralen kort før klokken 16, hvor statsbegravelsen skulle begynde.

Et kvarter efter ceremoniens begyndelse blev kisten båret ind.

Også USA's afgående præsident, Joe Biden, og vicepræsident Kamala Harris er til stede ved statsbegravelsen i den amerikanske forbundshovedstad.

De ankom som nogle af de sidste gæster sammen deres ægtefæller, henholdsvis Jill Biden og Douglas Emhoff.

Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix

Biden skal tale ved statsbegravelsen og tager dermed officielt afsked med Jimmy Carter, som han har omtalt som "en kær ven", og som Biden har kendt gennem et halvt århundrede.

Jimmy Carter, der var præsident fra 1977 til 1981, døde 29. december i sit hjem i Plains i delstaten Georgia. Han blev 100 år.

Carters død er blevet markeret over seks dage.

Den seks dage lange markering begyndte lørdag, da Carters kiste blev kørt gennem hjembyen Plains i et begravelsesoptog.

Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Senere samme dag var der gudstjeneste i Georgias hovedstad, Atlanta, hvor kisten blev stående frem til mandag, så sørgende fra Carters hjemstat kunne vise ham en sidste ære.

Derefter blev kisten bragt til Washington D.C., og onsdag blev den vist frem i Kongressens rotunde - rummet under bygningens høje kuppel.

Joe Biden har erklæret torsdag for national sørgedag, og de føderale regeringskontorer er derfor lukkede.

Efter statsbegravelsen vil Carters jordiske rester blive fløjet hjem til hans hjemstat, Georgia.

/ritzau/