En uhyggelig episode udspillede sig lørdag på Lewis and Clark-ruten i den amerikanske stat Missouri, da en mand blev skudt af en jæger under en vandretur.

Skudepisoden fandt sted under en kalkunjagt i området, og ifølge det lokale politi skete beskydningen, fordi jægeren troede, den vandrende mand var en kalkun. Det skriver The Charlotte Observer.

St. Charles Police Department bekræfter forvekslingen på deres Facebook-profil.

Manden blev straks fløjet på hospitalet, og ifølge en talsperson fra St. Charles Ambulance District havde han livstruende skader.

Mandens nuværende tilstand kendes ikke i skrivende stund, men en forbipasserende kunne fortælle, at det ikke virkede, som om manden var ved bevidsthed, da han blev båret ombord. Han var tildækket med en gul presenning.

Talskvinden for politiafdelingen tror umiddelbart ikke, at der er tale om nogen overlagt handling.

»Det ser ud, som om det bare var et rigtig alvorligt uheld,« siger talskvinden Val Joyner ifølge The Charlotte Observer.

Den sårede mands navn er ikke offentliggjort.