En mand er klokken to lørdag nat faldet over bord fra Oslobåden Stena Saga på vej fra Oslo i Norge til Frederikshavn i Danmark.
Både og helikoptere har forsøgt at finde manden, men omkring klokken otte er eftersøgningen ved at blive afsluttet.
- Vi har ikke fundet nogen. Eftersøgningen er ved at blive afsluttet. Redningscentralens helikopter havde brug for at tanke, og den kommer ikke tilbage, siger Nina Brundin, kommunikatør ved den svenske redningscentral, til TT.
Manden faldt over bord i svensk farvand. Redningscentralen fik anmeldelsen omkring klokken 02.30.
Den savnede er ifølge det norske nyhedsbureau NTB faldet cirka 20 meter ned.
Der er intet, der tyder på, at han blev skubbet.
Hos Stena Line oplyser kommunikationschef Carl Mårtensson, at manden faldt over bord omkring klokken to, og at rederiet samarbejder med myndighederne for at finde ham.
Hverken den svenske redningscentral eller Stena Line vil oplyse nationaliteten på manden.
Båden Stena Saga har fået instruktioner om at holde sig i området vest for Hamburgsund og Fjällbacka, der ligger cirka 200 kilometer fra Oslo.
Forsvarets Operationscenter i Danmark oplyser til Ritzau, at man fra dansk side ikke deltager i eftersøgningen.
/ritzau/