Lørdag er der fundet en død person i havet ud for Sverige. Fundet kommer efter, at en mand faldt over bord fra færgen Stena Saga, der var på vej fra Oslo til Frederikshavn natten til lørdag.
»Vi har informeret de pårørende om, at en person, som kan være den savnede, er fundet,« siger pressetalsmand Jonas Fabritius Christoffersen fra den norske politienhed Kripos til det svenske medie SVT.
Den døde person er endnu ikke identificeret, og sagen er nu overtaget af norsk politi.
Klokken var 02.30 natten til lørdag, da alarmen gik ombord på Stena Saga. Skibet befandt sig på det tidspunkt ud for Fjällbacka i Sverige.
Manden skønnes ifølge den svenske myndighed Sjöfartsverket at være faldet cirka 20 meter ned. Han befandt sig på ottende dæk, da faldet skete.
En eftersøgning med både og helikoptere blev derefter sat i værk og først afsluttet ved 8-tiden lørdag morgen uden resultat. Dårligt vejr gjorde arbejdet vanskeligt.
Et enkelt kystvagtskib blev dog i området, og det var dette skib, der kort før klokken 12 lørdag fandt en livløs person i vandet.
Forsvarets Operationscenter i Danmark oplyste tidligere på lørdagen til Ritzau, at man fra dansk side ikke deltager i eftersøgningen.
I området, hvor manden faldt i vandet, er temperaturen blot omkring 10 grader.
Flere vidner skal have set manden falde over bord.