15-årige Emelie fra Ludvika i Sverige har været forsvundet siden søndag. Nu er hun fundet, og en mand er blevet anholdt under mistanke for kidnapning og voldtægt.

Teenagepigen forlod sit hjem på sin scooter søndag eftermiddag, og da hun ikke kom hjem om aftenen, meldte familien hende savnet.

I første omgang mistænkte politiet ikke, at der lå en forbrydelse bag den 15-åriges forsvinding, men tirsdag var Daniel Brodin, chef for søgeorganisationen FIKK, ude og sige, at politiet nu frygtede, at hun var blevet kidnappet.

(Arkvfoto) Svensk politi har anholdt en mand for kidnapning og voldtægt af en 15-årige pige.
(Arkvfoto) Svensk politi har anholdt en mand for kidnapning og voldtægt af en 15-årige pige. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Tirsdag aften blev Emelies forsvinding endnu mere mistænkelig, da hun selv delte en kryptisk video på de sociale medier.

Videoen fik efterfølgende Emelies forældre og politiet til at bede offentligheden om hjælp, da man i videoen kunne se hende sidde foran et elektrisk skab.

De opfordrede derfor alle, der genkendte skabet, til at træde frem.

Det er da også tips fra offentligheden, der har hjulpet politiet til at finde frem til den 15-årige pige, skriver Aftonbladet.

Ifølge det svenske medie havde politiet modtaget flere henvendelser om, at pigen kunne befinde sig i en lejlighed i byen Gävla.

Da politiet stormede lejligheden omkring midnat natten til onsdag, fandt de både Emilie og en unavngiven mand.

Manden er nu anholdt og venter på afhøring.

»Pigen havde ingen synlige skader, og ingen kom til skade ved anholdelsen,« siger lederen af politiaktionen, Tony Quiroga, til Aftonbladet.

»Betjentene har beskrevet hendes (Emelies, red.) tilstand som fin, og planen er, at hun skal genforenes med sine pårørende,« fortsætter han.

Tony Quiroga fortæller endvidere, at manden er anholdt under mistanke for både kidnapning og voldtægt.

Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om alderen på den anholdte. De vil heller ikke fortælle, hvilken relation han har til den 15-årige.

Aftonbladet har talt med Emilies moder, som er lykkelig over, at datteren er fundet.

»Det første, jeg vil gøre, er at kramme hende og sige, at jeg er så glad for, at vi har fundet hende,« siger moderen.