Vi kender stort set alle den irriterende oplevelse, når man skal stå og vente rigtig længe i forbindelse med boarding af et fly.

For Vincent Peone var oplevelsen, da han skulle om bord på sit fly, en helt anden.

Amerikaneren skulle efter planen med flyet fra Aspen i delstaten Colorado til Salt Lake City i Utah klokken syv om morgenen, skriver Business Insider.

Men da han ankom til lufthavnen, ventede der ham noget af en overraskelse. Han var den eneste passager på hele flyet.

»Vil den eneste passager på denne flyvning være så venlig at boarde nu,« lød det fra den ansatte på flyselskabet Delta Airlines.

Dermed endte Vincent Peone med at være den eneste passager på flynummer DL3652.

Forfatteren har lagt en video på Twitter af oplevelsen, der gav flere episoder, som han nok næppe kommer til at prøve igen.

Eksempelvis var stewardessens sikkerhedsintruktioner lidt anderledes end normalt. De var personligt rettet mod Vincent Peone.

»Goddag Vincent og velkommen om bord. Vi ser frem til at tage os af dig i dag,« lyder det fra den kvindelige stemme.

Vincent Peone er også oppe at besøge cockpittet for at takke sine piloter.

Man kunne argumentere for, at Delta Airways måske burde have aflyst afgangen, men det kan de ikke, da flyet alligevel skal til Salt Lake City for at samle et nyt hold passagerer på.

Og mon ikke der var lidt flere passagerer på den næste afgang.