Flyselskabet Norwegian havde færre passagerer på flyene i juli. De flyver til gengæld længere end tidligere.

Det norske flyselskab Norwegian havde lidt færre passagerer om bord på sine fly i juli.

3,7 millioner passagerer rejste med Norwegian i sidste måned. Det er et fald på knap 82.000 sammenlignet med samme periode året før. Det oplyser Norwegian.

- Trafiktallene viser, at væksten flader ud i tråd med strategien om at gå fra vækst til lønsomhed efter en periode med kraftig ekspansion og betydelige investeringer, siger Norwegians fungerende direktør, Geir Karlsen, i en pressemeddelelse.

Han passer midlertidigt posten efter den mangeårige direktør Bjørn Kjos, som stoppede i juli.

- Tallene viser også, at passagererne rejser længere, og at flyene er mere fyldte, hvilket betyder, at flere og flere vælger Norwegian, når de skal ud at rejse - ikke mindst interkontinentalt, siger Geir Karlsen.

Han kommenterer ikke det flyveforbud for 18 af selskabets fly, som gennem 2019 har klemt Norwegians finansielle resultater.

Det er flytypen Boeing 737 MAX 8 og 9, som siden marts ikke har måttet forlade jorden.

Luftfartsmyndigheder er ved at undersøge, om der er sikkerhedsproblemer med flytypen efter to flystyrt i Indonesien og Etiopien. I mellemtiden må flytypen ikke være i luften.

For hele 2019 forventer Norwegian, at forbuddet vil koste 700 millioner norske kroner.

Historisk set har Norwegian været vant til fremgang i antallet af passagerer.

Men efter flere års hidsig vækst og svigtende resultater har selskabet omlagt sin strategi. Fokus er nu rettet mod at tjene penge.

Norwegian oplyser, at 99,2 procent af selskabets flyvninger i juli blev afviklet som planlagt.

Omkring 68,1 procent gik til tiden. Det skyldtes ifølge Norwegian generelle sommerforsinkelser i det europæiske luftrum. Det ligger "uden for selskabets kontrol."

Mens Norwegian har haft færre passagerer i juli, er billedet modsat hos den irske rival Ryanair.

Ryanair havde i juli 14,8 millioner om bord på flyene, hvilket er en stigning på 1,2 millioner over det seneste år. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

/ritzau/