Macron i vildt angreb på Trump
Den franske præsident Emmanuel Macron holdt sig bestemt ikke igen under sit statsbesøg i Athen, hvor Donald Trump fik med grovfilen.

Den franske præsident Emmanuel Macron holdt sig bestemt ikke igen under sit statsbesøg i Athen, hvor Donald Trump fik med grovfilen.

Et ellers rutinepræget statsbesøg tog pludselig en markant drejning.
Midt under Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, besøg i Athen gik han til frontalangreb.
Ikke på værtslandet, men på USAs præsident, Donald Trump.
»Vi må ikke undervurdere, at vi står i en unik situation, hvor en amerikansk præsident, en russisk præsident og en kinesisk præsident er indædte modstandere af europæere,« sagde han og tilføjede:
»Så det er nu, vi skal vågne op.«
Udmeldingen kommer i kølvandet på voksende uenighed om krigen i Mellemøsten, hvor flere europæiske lande har afvist at støtte USA.
Samtidig advarer Macron om, at selve Nato-samarbejdet er under pres.
»Der hersker nu tvivl om artikel 5,« sagde han med henvisning til alliancens løfte om kollektivt forsvar.
Trump har flere gange sået tvivl om USAs opbakning til Nato og kritiseret Europa for ikke at bakke op militært.
Fredag så premierministrene i Spanien og Italien, Pedro Sánchez og Giorgia Meloni, sig nødsaget til at forsvare deres landes bidrag til Nato.
Det skete, efter at Reuters citerede en amerikansk embedsmand for, at Trump-administrationen undersøger muligheder for at straffe allierede, der holder sig uden for krigen mod Iran.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Macron er ude i en offentlig og mere bidsk ordudveksling med Trump.
Læs mere om det HER.