»Jeg kommer snart hjem igen,« sagde 14-årige Ana Kriégel til sin far og smilede.

Hun glædede sig til et stævnemøde med en 13-årig dreng, hun var vild med. I stedet blev hun genstand for en frygtelig og bestialsk forbrydelse, som har rystet Irland –og vist det værste ved de sociale medier.

Den 14. maj 2018 kort før klokken 17 ringede en 13-årig dreng på døren hos Ana Kriégel i Dublin-forstaden Lucan. Han fortalte pigen, at hans kammerat gerne ville mødes med hende, og hun fulgte med.

Hun fattede ikke mistanke.

Drengen førte Ana Kriégel til en forladt bondegård, hvor kammeraten rigtignok ventede på hende.

Men ikke til et stævnemøde. I stedet var han iført zombiemaske, sorte handsker og ben- og knæbeskyttere. Klar til at føre sin og kammeratens uhyggelige plan ud i livet, skriver The Guardian.

Tre dage senere blev Ana Kriégels lig fundet. Hun var delvist afklædt, og retsteknikerne fandt omkring 60 skader overalt på hendes forslåede krop. Der blev fundet sæd på hendes iturevne top. Sæden stammede fra den dreng, som havde ventet på den intetanende 14-årige pige på den øde bondegård.

Tæsket ihjel

Beviser fra gerningstedet peger på, at Ana Kriégel kæmpede for sit liv. Men hun havde ikke en chance. Drengen var bevæbnet med en kæp og en betonklods, der begge blev fundet med blod på. Ana Kriégel blev mishandlet og seksuelt misbrugt, før han tæskede hende ihjel.

Ana Kriégel blev kun 14 år.
Ana Kriégel blev kun 14 år.
Vis mere

Drengen, der førte Ana Kriégel hen til bondegården, fortalte i retten, at han ikke deltog i det bestialske mord, men hørte hendes skrig, da han forlod stedet.

Det bestialske barnemord har rystet Irland i en sådan grad, at der er opstået en lynchstemning og har vist det værste ved de sociale medier – både før og efter drabet.

Retssagen mod de to gerningsmænd fik sit foreløbige punktum i tirsdags. De to 13-årige, som begge nægtede sig skyldige, blev dømt for mord som de yngste i Irland nogensinde. Nu venter de på strafudmålingen.

Lagt for had

Russiskfødte Ana Kriégel, der blev adopteret som to-årig, havde dårligt syn, nedsat hørelse og forringet korttidshukommelse på grund af en tumor, hun havde fået fjernet. Det gjorde hende til et let mobbeoffer i skolen og fik hende til at søge mod de sociale medier i drømmen om at knytte venskaber der.

Sådan skulle det ikke gå. I stedet blev hun udsat for grov mobning og trusler om seksuel udnyttelse. En bruger på YouTube udtrykte endda ønske om, at Ana Kriégel 'skulle henrettes'.

Men under retssagen var det gerningsmændenes og deres familiers tur til at opleve de sociale medier fra deres værste side.

På både Twitter og Facebook delte brugere gerningsmændenes navne og billeder – selvom det er ulovligt. Også deres forældre blev lagt for had og udsat for trusler, ligesom flere andre drenge fra gerningsmændenes skole og sågar en lærer fejlagtigt blev identificeret som Ana Kriégels mordere.

Den ene af gerningsmændenes familier måtte gå under jorden, mens retssagen stod på.

»Det, der har rystet vores fundamentale antagelser om barndom, er, at dømte gerningsmænd bag denne forbrydelse selv er børn. Det har appelleret til en lynchstemning drevet af antagelser om ondskab,« siger Chris McCusker, der er lektor i klinisk psykologi ved University College Cork, til The Guardian.

Under retssagen kom det også frem, at drengen, der ventede på Ana Kriégel iført zombiemaske og bevæbnet med kæp og betonklods, var alt andet end prototypen på en ung morder.

Han kommer fra et stabilt middelklassehjem og beskrives som både intelligent og vellidt af sine lærere i skolen.

Men da politiet ransagede hans computer og telefon, fandt de flere uhyggelige spor. Blandt andet lå der over 12.000 pornografiske billeder. Mange af dem viste seksuel vold.

Politiet kunne også se, at han havde søgt på både torturmetoder og 'forladte steder i Lucan'.

Drengen og hans familie var tydeligt berørte, da han modtog dommen for mord. Den anden drengs far reagerede helt anderledes.

Han stormede ud af retslokalet. Kort efter vendte han tilbage og klappede i protest, mens han sagde: 'En uskyldig dreng skal i fængsel'.

Nu venter de to drenge, der i mellemtiden er blevet 14 år, på strafudmålingen. Normalt får mindreårige ikke over tre års fængsel i Irland, men ved særlige omstændigheder kan der gøres en undtagelse.