Det er uretfærdigt og uvirkeligt, at fem personer natten til søndag mistede livet i en tragisk frontalulykke ved Tromsø i Norge.
Sådan lyder det ifølge Nettavisen fra en ven til de tre 18-årige, der er blandt de omkomne.

Også to personer i 50erne og 60erne er omkommet, mens en tredje er bragt på sygehuset med ikke nærmere oplyste skader.
Den voldsomme ulykke skete på motorvej E8 syd for Tromsø, og her er flere unge mennesker søndag mødt op for at mindes de omkomne, skriver Nettavisen.
Ved et vejskilt har de tændt fakler med navnene på de tre 18-årige, der alle kom fra den lille by Ramfjord uden for Tromsø. Politiet mener, at de var på vej mod Ramfjord, da ulykken skete.
I den anden bil sad en mand og to kvinder i retning mod Tromsø. Det er manden og den ene kvinde, der er omkommet.
I Tromsø er både Ishavskatedralen og ungdomshuset åbent efter ulykken, så folk kan møde op, hvis de ønsker at tale om ulykken eller bare mødes og bearbejde sorgen.
»Det er dybt tragisk. Vores tanker går først og fremmest til de pårørende, som må gennemgå en forfærdelig tid lige nu,« siger Gunnar Wilhelmsen, der er borgmester i kommunen.
Kommunen arbejder på at finde ud af, hvilke uddannelsesinstitutioner de tre 18-årige gik på.
Også Anita Hermansen, chef på den lokale politistation, sender ifølge Nettavisen en tanke til de efterladte.

»Jeg vil på vegne af Tromsøs politidistrikt sige, at vi tænker meget på ofrenes pårørende og venner,« siger hun til mediet.
Operationsleder Henrik Melsbø takker de civile, der udøvede førstehjælp efter ulykken, før myndighederne nåede frem.
Nettavisen har også talt med en beboer i nærheden af ulykkesstedet.
»Det er ufatteligt trist. Det er virkelig tragisk,« siger Stein-Erik Nilsen til mediet.
Det norske nyhedsbureau NTB har lavet en opgørelse af alvorlige ulykker på E8 de seneste 15 år, og ulykken natten til søndag er langt fra den første.
13 personer er omkommet og flere er blevet skadet i syv forskellige ulykker siden 2011, før den nylige ulykke, der altså har kostet fem personer livet.