Sent lørdag aften døde fem personer efter en frontalulykke på motorvej E8 syd for Tromsø i Norge.
I første omgang var alderen på de fem omkomne ikke oplyst, men tidligt søndag morgen giver Henrik Melsbø, der er indsatsleder ved politiet i Tromsø, flere detaljer i sagen.
Til Dagbladet siger indsatslederen, at der var to biler involveret i ulykken med tre personer i hver bil. I den ene bil var der tre unge på 18 år, som alle er døde.
I den anden bil sad tre personer i 50erne og 60erne, hvoraf to døde.
Tilstanden på den sidste person er ikke nærmere oplyst.
Alle de involverede er bosiddende i Tromsø, og de pårørende er underrettet.
Gunnar Wilhelmsen, der er borgmester i kommunen, har også reageret på ulykken.
»Det er dybt tragisk. Vores tanker går først og fremmest til de pårørende, som må gennemgå en forfærdelig tid lige nu,« siger han.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.44.
Henrik Melsbø siger, at ulykken skete i en 80 km/t.-zone, men at det fortsat er for tidligt at sige noget om årsagen.