Først begik en hvid mand fra Arizona tilsyneladende et koldblodigt mord på en 17-årig sort dreng, der irriterede ham ved at lytte til rapmusik.
Men nu er offentligheden ved at gå helt amok, fordi forsvaret for den hvide mand går på, at han har en mental sygdom.
Den 27-årige Michael Paul Adams er blevet sigtet for at have myrdet Elijah Al-Amin. Hans hals blev den 4. juli skåret op i en butik i Peoria, skriver Arizona Republic.
Ifølge politiet skar Adams drengens hals over og skar ham med en lommekniv, efter at han havde hørt ham spille rapmusik i sin bil.
Det lykkedes drengen at løbe ud af forretningen, før han kollapsede, og han blev kørt på hospitalet, hvor han senere blev erklæret død.
Da han skulle forsvare det grusomme overfald i retten, sagde Adams, at han havde besluttet at være aktiv i stedet for reaktiv.
Det gjorde han, fordi folk, som havde lyttet til den slags musik, havde angrebet ham tidligere.
Michael Paul Adams var blevet løsladt fra fængslet i Yuma, kun to dage før han tilsyneladende skar halsen over på Al-Amin.
Adams' advokat, Jacie Cotterell, udtaler, at hendes klient var dømt til at begå nye fejl, fordi han ikke kunne få den mentale støtte, som han behøvede, ved sin løsladelse.
Men den udtalelse har fået brugere af de sociale medier op på dupperne. De skriver masser af indlæg på Twitter med hashtag'et #JusticeforElijah.
'Michael Adams stak den 17-årige Elijah ihjel, fordi han ikke kunne li' hans rapmusik,' skriver Frederick Joseph på Twitter.
'Nu prøver de på at sige, at han var mentalt syg – som sædvanligt. Amerika skal holde de hvide terrorister ansvarlige for deres modbydelige handlinger.'
Michael Paul Adams sidder i fængsel med en kaution på en million dollar (6,5 mio. kroner).