Den 14. februar 2004 døde Marco Pantani. På et hotelværelse i den italienske by Rimini blev han fundet livløs med kroppen fuld af kokain og antidepressiv medicin.

Det blev i første omgang vurderet som selvmord af den tidligere Tour de France-vinder, men 15 år efter sønnens død kæmper Pantanis mor stadig for at få en anden sandhed frem om dødsårsagen.

»Jeg kendte min søn rigtig godt. Lige fra starten har jeg sagt, at de slog ham ihjel. Jeg er mere overbevist om det end nogensinde før. Min kamp for sandheden fortsætter, og jeg håber, at de genåbner sagen,« siger Tonina Pantani

Sagen om Marco Pantani er nemlig lukket, og det blev den allerede i juni 2016, hvor retten i Rimini fastslog, at dødsfaldet skyldtes et akut hjertestop, som blev fremkaldt af brugen af trimipramin og venlafaxin, der er anti-depressiver, og kokain.

Kisten med Marco Pantani bæres ned gennem hans hjemby Cesenatico i februar 2004.
Kisten med Marco Pantani bæres ned gennem hans hjemby Cesenatico i februar 2004. Foto: PATRICK HERTZOG
Vis mere

Og i september 2017 blev den sidste appel om en genåbning af sagen afvist af højesteret i Italien.

Den køber Marco Pantanis mor dog stadig ikke. Og slet ikke efter det italienske tv-program Le Iene tirsdag kastede nyt lys over den gamle sag. Ifølge cyclingnews.com havde man i programmet talt med flere folk, som havde været i kontakt med Marco Pantani i hans sidste dage.

Det var blandt andre en pusher, en prostitueret, som tilbragte en nat med Pantani, ambulanceholdet, som fandt Pantani død samt ejeren af det hotel, hvor cykelrytteren døde.

De stillede alle spørgsmålstegn ved detaljer i efterforskningen, og blandt andet hævdede de, at Pantanis lig var blevet flyttet, så han lå ved siden af en kokain-bold.

Marco Pantani bliver i 1999 eskorteret ud af sit hotel af italiensk politi, da han ikke bestod en blodtest og blev smidt ud af løbet.
Marco Pantani bliver i 1999 eskorteret ud af sit hotel af italiensk politi, da han ikke bestod en blodtest og blev smidt ud af løbet. Foto: PASCAL PAVANI
Vis mere

Derudover så man i Le Iene også flere grusomme billeder af Marco Pantanis lig, der blandt andet viste adskillige hovedskader, som kunne have skyldtes et slagsmål - og ikke et fald.

»Den officielle realitet ligger meget langt fra, hvad mange vidner har fortalt. Vidner, som ikke kender hinanden. Vi kommer til at tage videoen med til politiet i Rimini og bede dem genåbne sagen,« siger Tonina Pantanis højtprofilerede advokat, Antonio De Rensis, til Gazzetta dello Sport.

15 år efter Marco Pantanis død kæmper hans mor og advokat altså stadig for en anden sandhed end den om, at den dengang 34-årige cykelrytter tog sit eget liv.

Og måske vil det nu endelig lykkes Pantanis mor at få genåbnet den sag, som har ligget hende på sinde i så mange år.