Mange steder i USA er der strenge regler om, at man ikke må forlade sit hjem, medmindre det skulle være yderst nødvendigt.

Det har borgmesteren i Beaumont, Becky Ames, i staten Texas brugt mange kræfter på at fortælle borgerne, men hun glemte en enkelt person.

Fordi selvom beskeden var blevet sendt ud til hendes medborgere, så havde hun på en eller anden måde ikke selv opfanget den. Eller det havde hun måske.

I hvert fald blev hun fotograferet i en neglesalon i den forgangne uge. Det var vel at mærke en salon, som hun havde fået til at åbne kun for, at hun kunne blive betjent. Det skriver 12NewsNow.

Mens borgerne rasede, blev Becky Ames nødt til at komme med en undskyldning.

'Jeg lover, at det ikke var nogen ond intention,' har hun skrevet i et statement.

'Jeg burde aldrig have trådt ind i salonen sidste tirsdag. Det var ikke min intention at drage fordel af mine personlige privilegier, mens jeg beder andre om at ofre, og derfor angrer jeg virkelig,' skriver hun.

Hun fortæller, at hun kun var i salonen i 10 minutter. Formålet var angiveligt at få fjernet en gammel manicure.