197 sigtelser for overtrædelse af påbud og forbud under coronakrisen.

Det er, hvad der indtil nu har været i Danmark. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet.

Mens ungdomsfester i Vejle og for store tætpakkede forsamlinger om søerne i København har været et stort tema, er det dog ikke her, der har været flest sigtelser.

Det er i stedet ude på Københavns Vestegn, at politiet har måttet tale med de største bogstaver, viser opgørelsen.

Her fremgår det, hvor mange sigtelser de enkelte politikredse har haft i forbindelse med 'overtrædelse af påbud samt overtrædelser af forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler'.

Og her topper Københavns Vestegn altså med i alt 91 sigtelser - 12 af dem kom den 7. april. Herefter kommer København med 35 af slagsen, mens Østjylland ligger nummer tre med 19 sigtelser.

I den anden ende af skalaen er Bornholm og Nordsjælland, der begge har et rundt '0' noteret, og herefter kommer Nordjylland, der blot har tre sigtelser.

B.T har været i kontakt med Vestegnens Politi. Her lyder det, at der på Vestegnen har været et antal episoder, hvor det ikke bare er en indehaver, der er blevet sigtet, men også de personer, der var forsamlet, da der var tale om mere end 10.

»I alle tilfælde er der tale om én sigtelse per person, hvilket bringer det samlede antal relativt højt op. Vi har blandt andet sigtet indehavere, der drev frisør, vandpibecafe, almindelig cafe, skønhedssalon med videre på trods af forbuddet,« oplyser politikredsen, der på grund af påsken ikke har mulighed for at uddybe tallene yderligere.

Den 6. april fortalte politiet, at det var et fokusområde.

»Vi reagerer konsekvent på alle henvendelser, vi får, og overtrædelser bringes til ophør og medfører en bøde – det kommer vi også til at have et stærkt fokus på hen over påsken,« lød det her fra politidirektør Kim Christiansen.

Det var den 18. marts 2020, at forbuddet mod større forsamlinger trådte i kraft. Et forbud, der lød, at det ikke er tilladt at samles mere end 10 personer ude og inde, og det gælder stadigvæk.

Politiet kører patrulje i Aarhus og i Dyrehaven er meldingen, at der er mennesker, men at de holder fin afstand, tirsdag den 7. april 2020. I påskeferien holder politiet øje med at folk overholder retningslinjerne i forbindelse med coronavirus - f.eks. med antallet af personer samlet på et sted.
Politiet kører patrulje i Aarhus og i Dyrehaven er meldingen, at der er mennesker, men at de holder fin afstand, tirsdag den 7. april 2020. I påskeferien holder politiet øje med at folk overholder retningslinjerne i forbindelse med coronavirus - f.eks. med antallet af personer samlet på et sted. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Fra den 8. april har det desuden været muligt for politiet at forbyde ophold på offentlige steder, hvis der ikke kan holdes den nødvendige afstand.

'Forbuddet kan indføres, hvis politiet skønner, det er nødvendigt for at hindre smittefare på stedet, og at påbud på stedet ikke skønnes at være tilstrækkeligt,' lyder det.

Det nuværende forsamlingsforbud gælder til den 10. maj, oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften. Her lød det desuden også, at store forsamlinger bliver forbudt til og med august, hvilket betyder, at sommerens festivaler måtte aflyse.

Det samme gælder gadefesten Distortion, mens eksempelvis Royal Run er blevet rykket til september.