»Når folk først bliver dårlige, er det ikke som noget andet, jeg har set før. Det går lige så stærkt som et hjertestop. Det er så svært at stabilisere.«
Sådan lyder det fra Annabell Bønløkke Hansen. Hun er en af de sygeplejersker, som er kastet ind i kampen mod coronavirus.
Når hun går på arbejde nu, er det med en helt anden mission, end for bare en måned siden, hvor hun brugte sine evner som sygeplejerske til noget helt andet.
Hun var allerede klar til at melde sig, før hun vidste, at hendes normale arbejde blev lukket. Så ville hun bare arbejde dobbelt, lyder det fra hende.
»Det er jo min pligt at hjælpe, når jeg har kompetencerne til at lægge folk i iltmaske,« forklarer Annabell.
Hendes speciale som sygeplejerske er det lungemedicinske, og derfor blev hun hurtigt en del af afdelingen for corona-smittede på Hvidovre Hospital. Hun passer på dem, så længe de er raske nok til ikke at skulle i respiratorisk behandling.
»Jeg har sendt en 28-årig med astma i respirator. Det er ikke sjovt.«
Selv om hun synes, at pandemi er tacklet godt i Danmark, er der stadig mange udfordringer og forhold, der giver anledning til frustrationer ved det midlertidige arbejde.
Det handler blandt andet om, at det er en sygdom, der endnu ikke kan kureres, men kun symptombehandles, utrygheden i forhold til, om værnemidlerne rækker, kollegaer med meget varierende kompetencerne og pressede kollegaer.
På en vagt skal der være mindst en med lungemedicinsk speciale og mindst en med hjertemedicinsk speciale, mens de resterende ikke behøves at være fra et bestemt speciale. Derfor mener Annabell også, at hun nogle gange står med større ansvar, end hun ville have fået under normale omstændigheder.
»Det er mega skræmmende, at man står med en sygdom, man ikke kender bedre. Så nu gør vi bare alt det, vi kender, og håber, at det virker. Men det er ustabilt,« forklarer Annabell og tilføjer:
»Der er mange ting, der er sindssygt frustrerende, fordi der er meget forbundet med samvittighed og skyld i alt det her.«
Nu er gode arbejdstider skiftet ud med treholdsskift, og en mission om at forskønne folk er skiftet ud med en mission om at redde folk. Botox og fillers er skiftet ud med ilt og vanddrivende medicin.
Før coronakrisen brød ud, havde Annabell nemlig sin daglige gang på Klinik A som kosmetisk sygeplejerske.
Der gik arbejdsdagen med at stikke i folks læber, pande, kindben, hage eller kæbe. Eller hele ansigtet, hvis det var det, klienten ønskede. Annabell kunne snildt have 15-20 personer igennem på en arbejdsdag.
Men lige siden hun stoppede med fast arbejde i det offentlige, har hun haft et fleksjob på den lungemedicinske afdeling på Amager Hospital, hvor hun har haft vagter cirka hver anden weekend.
Hun mener, at det er vigtigt at holde de livreddende egenskaber ved lige.
»Jeg arbejder med lidokain (lokalbedøvelse, red.) hver halve time, så der er potentielt risiko for allergisk chok hver halve time. Der er også risiko for hjertestop, så hvis ikke hun kan behandle det, så synes jeg faktisk ikke, at du er dygtig nok til at være på en kosmetisk klinik.«
Selv om hun føler sig privilegeret over at være med til at få corona-afdelingen til at køre rundt, er hun ikke fristet af at vende tilbage til det offentlige sygehusvæsen, når krisen slutter:
»Jeg har lovet at vende tilbage til Klinik A og indhente noget af alt det tabte. Men jeg vil også fortsætte med at flekse på Amager Hospital.«
