For nogle år siden var beboerne på GuldBoSund Friplejehjem sneet inde. Det er den samme osteklokke, de befinder sig i nu.

Den tidligere marathonløber Verner Larsen på 88 år savner den kølende friske luft, når han løber. Lige nu foregår den daglige løbetur op og ned ad gangene.

Den tidligere italienske model Adele Dehn på 90 år savner synet af sine tre børn, selvom de snakker sammen dagligt.

»Vi kan mærke, at besøgsforbuddet giver afsavn, og at ensomheden trykker,« forklarer Dorte Olsen-Kludt, der er administrerende direktør for GuldBoSund Friplejehjem, og tilføjer:

»Selv om de ikke er alene på plejehjemmet, og selv om de har naboer, og personalet er her, kan vi simpelthen mærke, at isolationen præger alle.«

Plejehjemmet, som ligger på Lolland med udsigt over Guldborgsund, er privatejet, og der bor 48 plejehjemsbeboere. I videoen ovenfor fortæller fire af beboerne, hvordan coronakrisen påvirker dem.

På plejehjemmet gør de dog alt for at opretholde en normal hverdag. Morgensang med DR’s Phillip Faber er blevet et fast og meget populært morgenritual blandt beboerne.

Derefter bliver der læst højt fra avisen i mindre grupper, quizzet i mindre grupper og spist i mindre grupper. Senere på dagen passer nogle deres træning, mens andre bliver kørt rundt i Christianiacykel i den nærliggende skov.

For tiden er der ekstra lang kø til plejehjemmets wellness-gyngestol.
For tiden er der ekstra lang kø til plejehjemmets wellness-gyngestol. Foto: GuldBoSund Friplejehjem
Vis mere

Men selv om der bliver gjort meget for beboerne, kan Dorte Olsen-Kludt og resten af personalet mærke, at beboerne bliver mere berørte for tiden:

»Når for eksempel Phillip Faber synger, når de modtager blomster fra pårørende eller får læst et brev op fra en pårørende, så kan de godt knibe en tåre. De bliver mere berørte for tiden, fordi følelserne sidder uden på tøjet.«

De mange følelser betyder også, at den fysiske nærkontakt ikke altid kan undgås på et sted som et plejehjem. De er både opmærksomme på håndhygiejnen og holder beboerne i mindre grupper.

Men de holder beboerne i hånden eller giver dem et kram, når det er nødvendigt.

»Hvis du er hukommelsessvækket, eller hvis du ligefrem lider af demens, så er det rigtig smertefuldt at blive afvist. Det kan de ikke forstå. Så i de tilfælde giver vi dem det, de har brug for,« slår Dorte Olsen-Kludt fast.

Siden besøgsforbuddet blev en realitet den 18. marts, har både personale og beboere dog kunnet nyde godt af den opbakningen, de pårørende har kunne bidrage med på afstand.

»Der kører biler med blomster og købmandsvarer ind i en lind strøm til beboerne. Men der er også rigtig mange pårørende, der husker at anerkende personalet i den her tid med chokolade og søde breve,« fortæller Dorte Olsen-Kludt.

Selv om påsken er en tid, hvor man typisk ser sin familie mere, og hvor flere af beboerne under normale omstændigheder skulle være enten hjemme på besøg eller have besøg, holder de humøret højt på GuldBoSund Friplejehjem.

90-årige Adele Dehn lærer en af de ansatte ballet.
90-årige Adele Dehn lærer en af de ansatte ballet. Foto: GuldBoSund Friplejehjem
Vis mere

»Jeg har gode venner her i huset, så det går nok,« fortæller Henning på 82 år.

Påsken står blandt andet på en 80-års fødselsdag, hvor der er lagkage til hele huset. En af de pårørende har bestilt jordbærtærter til alle en af dagene. Og der kommer til at være flere mindre påskefrokoster, hvor plejehjemmets kok laver påskeplatter.

»I øjeblikket er vi hinandens familie, så vi får det bedste ud af det,« lyder det fra Dorte Olsen-Kludt.

Der har endnu ikke været nogle smittetilfælde blandt hverken personale eller beboere på stedet.