»I værste tilfælde dør han af det.«

Sådan lyder det fra Camilla List, der er mor til Malias på halvandet år. Ingen får lov til at nærme sig hendes hjem lige nu. Ikke så længe coronavirus stadig fylder i samfundet.

Malias er ikke meget større end en nyfødt. Han er født med en meget sjælden dværgvækst, der har medført, at hans brystkasse er underudviklet. Derudover er han født med en hjertefejl, der betyder, at han har et stort hul i hjertet.

Vira og sygdomme rammer ham så meget hårdere, så mens andre har svært ved at holde sig inden døre i disse tider, handler det om liv og død for Camilla List og hendes familie, der gør alt for at holde sig væk fra andre mennesker.

Malias er fast koblet til Cpap-maskine og iltgenertor.
Malias er fast koblet til Cpap-maskine og iltgenertor.
Vis mere

»Hvis han bliver ramt af coronavirus, kan det få alvorlige følger. Han har ikke kræfter til at arbejde med den her virus,« forklarer Malias mor, Camilla List.

Malias er koblet til både en Cpap-maskine og en iltgenerator, der hjælper ham med at trække vejret og tilfører ilt, derfor skal der ikke meget til, før han ender i en respirator.

Camilla List og kæresten Nicolaj Møller bor hos Camillas forældre, fordi de er ved at få bygget et hus, og der gælder strenge husregler for alle fire i huset.

»Min mor er rigtig bange for, at der skal ske ham noget, og for at det er hendes skyld, at han bliver smittet. Der var også en tid, inden de blev sendt hjem fra arbejde, hvor de ikke ved, om de har samlet noget op.«

Faren, Nicolaj Møller, arbejder om aftenen, så han undgår kontakt med andre mennesker.
Faren, Nicolaj Møller, arbejder om aftenen, så han undgår kontakt med andre mennesker.
Vis mere

Hverdagen er begrænset til gåture i skoven, hvor de ikke møder andre mennesker. Malias far, Nicolaj, som er smed, har fået lov til at arbejde om aftenen, så han ikke er i kontakt med andre mennesker. Camillas mor handler en gang om ugen med maske. Medicinudstyr til Malias bliver bragt ud, og alt bliver vasket og sprittet af i stor stil.

»Så længe jeg ikke skal miste min søn, har jeg det godt med at gå langt. Jeg har det rigtig godt med at gå i seng om aftenen og vide, at han ikke er blevet udsat for nogen form for smitte.«

Derfor mener Camilla List også, at der er noget, som ikke kan siges nok i denne tid:

»Tag hensyn til de svage i samfundet. Selvom man ikke har det tæt inde på livet, må man gerne tænke på andre mennesker, for det er altså vores ‘alting’.«