Soriya Cohen viser et billede af sin mand til alle, hun møder.

»Vi kan ikke finde ham. Han har ikke svaret i 15 timer. Måske er han i live, jeg ved det ikke,« siger hun.

Kvinden er en af de mange, der ifølge Miami Herald håber at kunne finde overlevende familiemedlemmer, efter at en beboelsesejendom torsdag styrtede sammen i Miami.

Her er 99 personer stadig savnet, og spørgsmålet er nu, hvor mange af dem, der ligger under den stadig store bunke af murbrokker, der ligger på det sted, hvor indbyggerne tidligere havde udsigt direkte ud til Surfside-stranden.

Folk i området er rystede.
Folk i området er rystede. Foto: EVA MARIE UZCATEGUI
Vis mere

Indtil videre er tre personer døde, og adskillige er såret.

»Det er svært at fatte. Det er et frygteligt, frygteligt mareridt vi har her,« siger borgmesteren for Miami-Dade, Daniella Levine Cava.

Tragedien ramte om natten, og derfor befandt mange af beboerne sig stadig i lejlighederne. Og mange i deres seng. Det menes at 55 af 136 lejligheder skulle være kollapset i ejendommen.

Overlevende beboere i den del af bygningen, der ikke kollapsede, vågnede til den voldsomme larm af de 12.-etager, der brasede sammen.

Store ødelæggelser.
Store ødelæggelser. Foto: CHANDAN KHANNA
Vis mere

»Jeg vågnede og troede, at der var uvejr,« som Alfredo Lopez beskriver det i Miami Herald og fortæller videre, at lydene hurtigt ændrede sig:

»Jeg kunne høre folk græde og råbe på hjælp.«

Bruno Treptow havde den samme oplevelse, og indtil han åbnede sin hoveddør ud til opgangen undrede han sig stadig over, hvad der egentlig var sket. Her så han, at alt var væk. Eksempelvis stod bare naboens dørkarm tilbage – uden dør. Alt bagved var forsvundet.

»Der boede tre familie, jeg kendte godt,« siger han uden at have forhåbninger om, at de har overlevet.

Redningsarbejdere i aktion.
Redningsarbejdere i aktion. Foto: MIAMI DADE FIRE DEPARTMENT
Vis mere

Alle overlevende beskriver, at alt var omhyllet af støv. Men i takt med at det lagde sig og blotlagde ødelæggelsernes omfang, forsvandt også håbet om at finde overlevende, selv om nogle få indtil videre faktisk er blevet reddet ud.

Pablo Rodriguez fortæller til USA Today, at hans mor og bedstemor begge boede i den del af bygningen, der styrtede sammen.

»Jeg skyndte mig herned, men jeg ikke noget håb om at finde dem i live,« siger han og fortæller videre, at det kun er en dag siden, at hans mor ringede til ham og fortalte, at hun havde hørt bygningen lave høje knirkelyde:

»Hun fortalte mig, at hun var vågnet ved 3-4 tiden om natten på grund af lydene, der var høje nok til, at hun var vågnet.«

En kvinde beder på gaden.
En kvinde beder på gaden. Foto: EVA MARIE UZCATEGUI
Vis mere

Nicolas Fernandez håber stadig. På at finde nogle nære venner, der boede i bygningen.

»Lige siden det skete har jeg ringet til dem uafbrudt. Også så redningsarbejderne måske kan høre deres telefoner ringe,« siger han.

Florida-guvernør Ron DeSantis erklærede torsdag området i undtagelsestilstand, da han holdt pressede i nærheden. Han var tydeligt påvirket af ødelæggelserne.

»Tv-billederne kan slet ikke vise omfanget af det. Det er virkelig, virkelig traumatisk at se så stor en bygning være styrtet sammen,« sagde han.