Der er kommet nye meldinger om antallet af savnede efter et alvorligt bygningskollaps i Miami natten til torsdag lokal tid.

Redningsarbejdet i Surfside i Miami Beach er fortsat i gang, og nu kan myndighederne meddele, at 99 personer meldes savnet efter katastrofen, hvor en 12 etager-høj bygning styrtede sammen.

Det seneste, officielle tal lød på 51 savnede, skriver Miami Herald.

»Det er ikke til at forestille sig. Det er et frygtelig, frygtelig mareridt, vi har lige nu,« siger borgmester i Miami-Dade County, Daniella Levine Cava.

En er bekræftet død, og 12 er kommet til skade.

Indtil videre har man redegjort for 53 personer – men man mangler altså endnu 99 personer, skriver Tampa Bay Times.

Borgmester i bydelen Surfside, Charles W. Burkett, kalder sagen for tragisk og håber på det bedste.

»Men vi forventer nogle dårlige nyheder, når vi kigger på de ødelæggelser, vi står over for.«

Redningsarbejdet fortsætter på fuldt tryk.
Redningsarbejdet fortsætter på fuldt tryk. Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Myndighederne har allerede meldt ud, at man forventer at finde flere omkomne. Flere end 100 redningsfolk fra forskellige enheder arbejder lige nu ved ulykkesstedet.

Op til kollapset var håndværkere i gang med en tagkonstruktion, men om det var det, der fik bygningen til at kollapse, er hverken be- eller afkræftet.

Bygningen rummer i alt 136 lejligheder.

Det antages, at mindst 55 af disse er kollapset.