I april 2019 transporterede den unge lastbilchauffør Rogel Aguilera-Mederos tømmer ved de sneklædte Rocky Mountains i den amerikanske delstat Colorado.
Men på vej ned ad en bakke svigtede bremserne på det tonstunge køretøj, og Aguilera-Mederos pløjede direkte og med høj fart ind i stillestående trafik.
28 biler var involveret i ulykken, og fire personer mistede livet.
Den unge lastbilchauffør blev sigtet for blandt andet uagtsomt manddrab og 26 andre anklagepunkter. Han blev 22. december fundet skyldig i samtlige anklagepunkter, og straffen var chokerende: 110 års fængsel.

Anklagemyndigheden havde især fokuseret på, at Aguilera-Mederos ikke benyttede et nødspor for lastbiler, og at han dermed ikke havde gjort sit bedste for at undgå kollision med andre køretøjer.
Den vanvittige fængselsstraf var et resultat af delstatens lov om minimumsstraffe, så Rogel Aguilera-Mederos fik fængselsstraf for hver enkelt af de 27 anklagepunkter.
Hans dom førte med det samme til ramaskrig og massiv kritik af det amerikanske retssystem, og på ingen tid har næsten fem millioner amerikanere skrevet under på en appel, der skulle få delstatens guvernør, demokraten Jared Polis, til at benåde den unge lastbilchauffør.
Samtidig har horder af lastbilchauffører bakket op om et boykot, hvor man simpelthen ville nægte at køre ind i Colorado.
Også flere kendte er kommet den unge mand til undsætning. Realitystjernen Kim Kardashian har tilkendegivet sin støtte til en benådning i et opslag på sin Twitter-profil, hvor hun i skrivende har knap 71 millioner følgere.
Selv dommeren i retssagen mod Rogel Aguilera-Mederos mente, at hans fængselsstraf var ude af proportioner.
»Hvis jeg havde haft muligheden, havde dette ikke være min dom,« lød det fra dommer Bruce Jones efter domsafsigelsen onsdag.
Den massive offentlige debat om straffen har nu fået guvernøren til at reagere, skriver Denver Post.
Natten til fredag har guvernør Jared Polis nemlig valgt delvist at benåde den unge lastbilchauffør og nedsætte hans straf med intet mindre end 100 år.
»Du blev idømt 110 års fængsel, i praksis en livstidsdom, for en tragisk, men uforsætlig handling,« skriver guvernøren i et officielt brev til den 26-årige lastbilchauffør.
»Du er ikke uden skyld, men din dom er uforholdsmæssig sammenlignet med andre indsatte i vores retssystem, der er dømt for forsætlige, overlagte og voldelige forbrydelser.«
Med benådningen og strafnedsættelsen kan Rogel Aguilera-Mederos se frem til en mulig prøveløsladelse allerede i 2026.
I sit brev skriver guvernøren, at han nu vil se på, om man kan ændre loven om minimumsstraffe, så lignende sager kan undgås i fremtiden.

