»Det her er bare trist.«

Sådan lyder én af kommentarerne til en video, der er gået viralt, hvor ti amerikanske lærere ligger på knæ og skraber penge til sig.

Konkurrencen, som fandt sted i delstaten South Dakota, havde til formål at give lærerne flere penge til undervisningsmaterialer og reperationer af klasseværelser, skriver The Guardian.

Ifølge den lokale avis Argus Leader blev der lagt 5.000 dollars (cirka 33.000 kroner) i en-dollar sedler ud på en skøjtebane under en kamp med det lokale ishockeyhold.

Herefter havde lærere fra nærliggende skoler under fem minutter til at stoppe så mange af pengene som muligt ned i deres trøjer og hatte foran et jublende publikum.

Men begivenheden er blevet kritiseret vidt og bredt på internettet efterfølgende.

Formanden for en stor, amerikansk fagforening for lærere skriver blandt andet i et Twitter-opslag:

'Ingen tvivl om, at folk højst sandsynligt havde til hensigt, at det skulle være sjovt, men udefra føles det forfærdeligt.'

På det sociale medie Reddit er der en bruger, der kalder det 'ydmygende og deprimerende', mens en anden sammenligner det med Netflix-dramaet Squid Game.

Det lokale ishockeyhold og firmaet CU Mortage Direct, der angiveligt donerede pengene, har efter kritikken undskyldt konkurrencen, skriver Argus Leader.

»Selvom vores hensigt var at give lærerne en positiv og sjov oplevelse, kan vi se, hvordan det synes at være nedværdigende og fornærmende over for de deltagende lærere og lærerprofessionen som helhed,« lyder det i en fælles udtalelse.