Læger stopper Natascha Kampusch-dokumentar: Hun har det for dårligt
Læger har vurderet, at østrigske Natascha Kampusch har det så dårligt, at det ikke er forsvarligt at vise en ellers planlagt dokumentar om hendes mange år i fangenskab.
Østrigske Natascha Kampusch var netop fyldt ti år, da hun 2. marts 1998 blev kidnappet. I 8,5 år levede hun i fangenskab. Foto: Bax Lindhardt
I år er det 20 år siden, at Natascha Kampusch flygtede fra den kælder, hvor hun blev holdt fanget i mere end otte år.
Derfor skulle den østrigske tv-station ORF mandag aften vise den nye dokumentar med navnet 'Trapped in Freedom'.
Dokumentaren havde mødt stor kritik fra både læger og diverse offerorganisationer, men alligevel havde tv-stationen besluttet at vise dokumentaren i bedste sendetid.
Den plan er nu sat på pause, da læger foreløbigt har stoppet dokumentaren fra at blive vist.
I sidste uge fortalte hendes familie, at det tidligere bortførelsesoffer havde fået et alvorligt helbredsmæssigt sammenbrud.
Wolfgang Priklopil var i 30erne, da han bortførte den tiårige pige. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Søsteren sagde blandt andet, at »hun (Natascha Kampusch, red.) for det meste lever i sin egen verden. Hun er igen fanget i en slags fangenskab. Det er hjerteskærende, og vi føler os hjælpeløse.«
Natascha Kampusch var kun 10 år, da hun 2. marts 1998 blev kidnappet af Wolfgang Priklopil, mens hun var på vej i skole i Wien.
I mere end otte år blev hun holdt fanget i et lille rum tre meter under jorden. Uden vinduer og mulighed for at slippe væk.
Ofte også uden mad og lys. Til gengæld med fysisk og verbal vold – og meget af den.
3.096 dage senere, 23. august 2006, flygtede Natascha Kampusch fra fangenskab, og Wolfgang Priklopil begik selvmord samme dag.
I 2022 mødte B.T. Natascha Kampusch i forbindelse med den danskproducerede dokumentarserie 'Natascha Kampusch – A Lifetime in Prison'.