En augustdag i 2006 tog hun flugten. Løb væk fra den mand, der, siden hun var 10 år gammel og 3.096 dage frem, havde holdt hende fanget. Løb mod en verden med retfærdighed og forståelse. Mod sin frihed.
Troede hun.
I stedet blev hun omringet af hungrende paparazzis blitzlys, hovedperson i konspirationer, genstand for folks bebrejdende blikke og beskyldninger om løgne.
På ny var Natascha Kampusch fanget.
»Alle havde det tilfælles, at de ikke ønskede at høre fakta. De havde deres egne billeder og syge fantasier,« fortæller hovedpersonen, som er aktuel i den danskproducerede dokumentarserie 'Natascha Kampusch – A Lifetime in Prison', der udkommer på Viaplay torsdag i næste uge.
B.T. har forud for premieren mødt den i dag 33-årige østriger til en snak om at være fængslet.
Først otte år i et lille rum tre meter under jorden. Uden vinduer og mulighed for at slippe væk fra Wolfgang Priklopil. Ofte også uden mad og lys. Til gengæld med fysisk og verbal vold. Og meget af den.
Dernæst i offentlighedens søgelys, efter at det 23. august 2006 lykkedes hende at flygte fra sit fangenskab.
Nu sidder hun på et af Københavns mest eksklusive hoteller og taler med B.T.
»Det var et klart billede af samfundet, men det var også et chok for mig. Jeg troede, de ville være mere realistiske og bevidste om, at jeg bare var et barn, da jeg blev bortført,« fortæller hun om den store opmærksomhed, der fulgte.
Politiet holdt pressemøder og delte billederne fra det, der i årevis havde været hendes fangehul. Det var som at få delt billeder fra sit private soveværelse. Intimt og grænseoverskridende, fortæller hun. Samtidig blev der udlovet kæmpe dusører, der kunne skaffe det første billede af hende.
Hun ville bare have fred. Men efter et par uger stod det klart, at det var et ønske, der ikke ville blive opfyldt. Hun stillede op til interview.
»Jeg havde intet valg, fordi alle medier sendte journalister og paparazzi efter mig for at få det første interview. Der var sågar folk i andre lande, der lavede falske interviews.«
Herefter eskalerede det. Folk ville have mere. Detaljer, svar og følelser. Sidstnævnte fik de ikke mange af.
Natascha Kampusch forholdt sig roligt, velformuleret og selvsikkert. Og det undrede. Hun var ikke »traumatiseret nok«, lød kritikken. Hvorfor var hun ikke krakeleret efter alle de år i fangenskab, spurgte folk.
Undren blev til spekulationer, der førte til beskyldninger om løgne og – for Natascha Kampusch – ødelæggende overskrifter.
Hun var blevet i sit fangenskab frivilligt, lød det pludseligt i medierne. I virkeligheden var der to kidnappere, lød det så. Og så var der fortællingen om, at hun skulle have frivillig sex med Wolfgang Priklopil. At hun havde født et barn. Og dræbt det.
Natascha Kampusch afviste det hele. Men så gik politikere ind i sagen. Højesteretsdommere havde en holdning til den. Privatdetektiver lavede deres egne efterforskninger.
I årevis kunne hun se andre fortælle hendes historie. Som vidste de bedre end hende.
»Det var modbydeligt. Jeg tænkte: 'Hvorfor gør de det her mod mig?' Jeg forsøgte at vokse og udvikle mig, og det var overhovedet ikke nyttigt.«
I dag forstår hun godt folks nysgerrighed.
»Men spekulationerne er ikke fede. De var provokerende og meget lidt nyttige. Jeg kunne ikke være i offentligheden, uden folk spurgte mig ind til artiklerne og interviews med andre mennesker og deres konspirationer.«
»Jeg blev flere gange overfaldet verbalt. På et tidspunkt blev jeg angrebet af en person med en avis. Hun sagde, jeg havde dræbt mit eget barn. Hun rullede avisen sammen, slog mig og var meget aggressiv. Andre har sagt, at jeg bør være i fængsel, at jeg er en løgner og lignende.«
Da hun var i 20erne, overvældede frygten for verden hende. Hun turde dårligt tage toget.
»Der var altid en avisforside med mig. Jeg kunne se på folks ansigter, at de i deres hoveder var ved at bygge en fortælling op omkring det, de netop havde læst. Det var frygteligt.«
Natascha Kampusch ved godt, hun selv tiltrækker sig opmærksomhed, når hun stiller sig i rampelyset. Af og til har hun da også overvejet at lukke helt ned.
»Men medierne har altid holdt mig fra at træffe det valg på grund af deres artikler, overskrifter og åndssvage konspirationer,« fortæller hun om sit krav på retten til sin egen historie.
I dag insisterer hun på at holde hovedet højt og gå ud. Også selvom folk stadig kigger.
»Det er anstrengende, men jeg er vant til det. Det er ikke altid, folk har noget at sige til mig, men jeg kan se, at de genkender mig. Andre stiller spørgsmål. Selv når jeg står i køen til at blive coronatestet.«
»Jeg er ikke altid i stand til at være den venlige person, folk forventer af mig, men jeg er aldrig uhøflig. Jeg har bare ikke tid til at starte samtaler, hver gang jeg er i IKEA eller lignende. Det er heller ikke altid fedt at have snakken, når nu jeg forsøger at se fremad og lave andre ting.«
Adspurgt, om hun i dag er fri, lyder svaret:
»Jeg tror ikke, det er muligt. Jeg føler mig fri. Men det er en følelse. Det er en beslutning. Det er ikke virkeligheden. Jeg tror ikke, man kan være helt fri. Vi har alle vores fortid.«
