Den britiske Labour-leder Keir Starmers dage som premiereminister kan være talte

Det mener den tidligere mangeårige korrespondent i London, Lone Theils, efter en dramatisk dag tirsdag, hvor fire såkaldte juniorministre i Labour-regeringen forlod deres post, fordi de mener, at Keir Starmer skal gå af.

Årsagen er blandt andet et lokalvalg i sidste uge, som var katastrofalt for det regerende Labour-parti.

»Starmer har sagt, at han vil holde ud til den bitre ende, men det kan godt være, at den kommer, før han selv ønsker det. Han er så alvorligt såret nu, at det er spørgsmål om tid, før han bliver nødt til at gå af,« siger Lone Theils. 

»Og det kan være i morgen, det kan være om to uger eller senere,« siger hun.

Det stiller så spørgsmålet. Hvem står klar i kulissen til at tage over? Lone Theils har tre bud.

Den ene er den 56-årige borgmester i Manchester, Andy Burnham.

»Han er en af de kandidater, som mange i Labour gerne vil have. Problemet med det er, at han ikke bare kan blive valgt ind som leder af partiet, fordi han ikke er i parlamentet i øjeblikket«. 

»Derfor er han ikke rigtigt i spil lige nu. Det kan han så komme, hvis man udskyder valget af formanden til senere på efteråret, fordi han så kan nå at få en valgkreds,« siger Lone Theils.

Et andet bud er ifølge Lone Theils den 43-årige Wes Streeting, som er sundhedsminister i den nuværende regering.

Manchesters borgmester Andy Burnham nævnes også som en mulig arvtager, hvis Keir Starmer smider håndklædet i ringen som premierminister.
Manchesters borgmester Andy Burnham nævnes også som en mulig arvtager, hvis Keir Starmer smider håndklædet i ringen som premierminister. Foto: Tolga Akmen/EPA/Ritzau Scanpix

»Han har faktisk i længere tid ført lidt kampagne for at overtage posten, men han har altså ikke meldt sig endnu som kandidat. Han holder sig lidt tilbage, tror jeg,« siger Lone Theils.

Og hun har et bud på hvorfor: 

»Fordi den, der melder sig først, bliver set og opfattet som den, der er grunden til alt det her kaos,« siger hun.

Den mangeårige korrespondent fortæller også, at politiske analytikere har peget på den 57-årige tidligere udenrigsminister Yvette Cooper som en slags joker.

Sundhedsminister Wes Streeting er en mulig aftager til Keir Starmer, hvis han ryger som premierminister.
Sundhedsminister Wes Streeting er en mulig aftager til Keir Starmer, hvis han ryger som premierminister. Foto: Tolga Akmen/EPA/Ritzau Scanpix

Men lige meget hvad, bliver det ikke let for Labour at finde en afløser, mener Lone Theils. 

»Lige nu er problemet for Labour, at de er et splittet parti. Der er ikke én kandidat, de kan samles om i forhold til, hvem der skal afløse Keir Starmer. Det kan jo så ende ud i en politisk borgerkrig i Labour,« vurderer hun.