Ekspert om Starmer: ‘Han er snart færdig’
Den britiske premierminister Keir Starmer presses nu også af sine egne, og hans dage som premierminister er ifølge en ekspert talte.

Den britiske premierminister Keir Starmer presses nu også af sine egne, og hans dage som premierminister er ifølge en ekspert talte.

Den britiske premierminister Keir Starmer er en presset mand.
Således har fire såkaldte juniorministre tirsdag forladt deres post, fordi de mener, at Keir Starmer er den forkerte mand i spidsen for landet.
De kræver, at Keir Starmer går af.
En juniorminister aflaster ressortministrene og er udpeget af kabinettet, som er regeringen og de højtstående ministre.
Opsigelserne kommer efter et lokalvalg i sidste uge, som var katastrofalt for det regerende Labour parti.
Ifølge en ekspert kan opsigelserne meget vel være begyndelsen på enden for Starmers tid som premierminister.
»Starmer har sagt, at han vil holde ud til den bitre ende, men det kan godt være, at den kommer, før han selv ønsker det. Han er så alvorligt såret nu, at det er spørgsmål om tid, før han bliver nødt til at gå af,« siger Lone Theils, der er journalist og tidligere mangeårig korrespondent i London.
»Og det kan være i morgen, det kan være om to uger eller senere,« siger hun.
Presset på Starmer er taget til, efter Labour fik læsterlige klø af det indvandrerkritiske højrefløjsparti Reform UK i forbindelse med en række lokalvalg i England i sidste uge.
Og i Wales’ parlament mistet landet magten for første gang i 27 år.

Oven i hatten har udpegelsen af diplomaten Peter Mandelson til amerikansk ambassadør belastet Starmer.
Mandelson blev smidt ud på en hvis legemsdel og albuer, da det kom frem, at han igennem flere år havde tætte forbindelser til den pædofile, amerikanske rigmand Jeffrey Epstein.
Ifølge Lone Theils er der sat gang i en snebold, der nu ruller og på et eller andet tidspunkt bliver til en lavine.
Juniorministrenes afgang tirsdag har skubbet yderligere til snebolden.
Og kritikken er folkeligt forankret:
»Der er rigtig mange Labour-politikere, der melder tilbage, at når de har været ude at stemme dørklokker, så har folk været rasende på Starmer. De siger, at han er grunden til, at de har forladt Labour,« siger Lone Theils.
Lone Theils fortæller videre, at de lokale Labour-politikere helt undlod at bruge Keir Starmer i valgkampen. Ifølge eksperten var UKIP-lederen Nigel Farage ude til 71 valgmøder og de Konservatives Kemi Badenoch til 41.
»Men der var kun bud efter Keir Starmer 17 gange. Der var mange valgkredse, som tænkte, at det var bedst, han ikke kom,« siger Lone Theils.
Keir Starmer sagde mandag, at han tager ansvaret for resultatet, men også at han nægter at træde tilbage.
Mandag skrev BBC, at i alt 70 af Labours parlamentsmedlemmer åbent har opfordret Keir Starmer til enten at gå af eller til at komme med en tidshorisont for sin afgang. Siden er tallet steget.
Hvis 20 procent – eller 81 – af partiets parlamentsmedlemmer nominerer en kollega til at udfordre Starmer, vil det udløse et formandsvalg.
Tirsdag skriver BBC dog, at over 100 af Labours medlemmer i Underhuset har underskrevet en erklæring om, at de bakker op om premierministeren.