Frygten breder sig lige nu som en steppebrand.
Nærmest hver time er der opdateringer, som må give dele af lokalbefolkningen mindelser om nært forestående dommedag.
»Folk er bekymrede. For helvede. Nogen må gøre noget,« siger 24-årige Sayed til B.T.
Han er frustreret, ked af det og dybt berørt af det, der finder sted i Afghanistan i disse timer og dage.
Han har selv helt personlige aktier i det, der er ved at udspille sig. Sayeds forældre er fra Afghanistan. Selv er han født og opvokset i Danmark. Men tilknytningen til forældrenes hjemland holdes ved lige af det faktum, at han har en forlovet i Afghanistans hovedstad, Kabul. Og dermed også en stor del svigerfamilie.
Sayed og hans familie er i daglig kontakt med svigerfamilien i Afghanistan. Og han kan berette om en stigende frygt og panik.
»Når vi snakker med familien i Afghanistan, som bor i udkanten af Kabul, så fortæller de, at der ved flere poster på vej ind til byen allerede vejrer Talebans hvide flag. De er allerede i udkanten af byen,« siger Sayed, der ikke ønsker sit efternavn frem af hensyns til familiens sikkerhed. B.T. er bekendt med det.
På rekordtid er situationen i Afghanistan eskaleret.

Alt sammen som følge af den amerikanske præsident Joe Bidens beslutning om at trække alle tropper ud af landet inden udgangen af august i år.
13. april kontrollerede den vestligt støttede afghanske regering 129 distrikter, Taleban sad på 77, mens der var strid om 194.
12. august havde regeringen kontrol over 65 distrikter, Taleban 242, mens der var kamp om lige omkring 100. Det viser tal fra Long War Journal.
Fredag morgen lød meldingen, at Afghanistans næststørste by, Kandahar, var faldet til Taleban-bevægelsen.

Det er den seneste store skalp for den berygtede islamiske organisation, der ser ud til at forberede det helt store angreb på hovedstaden Kabul i den kommende tid.
Og det spreder frygt hos Sayeds familie.
Specielt hos kvinder og børns vegne, forklarer han.
»De er meget bekymrede. Og de er begyndt at sende børn og kvinder til centrum i Kabul. Det gør mange andre også. De frygter, at de skal blive kidnappet af Taleban og giftet bort til Taleban-krigere,« forklarer Sayed.

Den frygt er ikke taget ud af den blå luft.
Flere internationale medier som NBC News, der har talt med en række kvinder i Afghanistan, beretter om, at Taleban, hvor de kommer frem, tager piger og kvinder og tvangsgifter dem med ugifte Taleban-krigere.
Unge drenge rekrutteres, mens mænd potentielt slås ihjel, hvis de ikke melder sig under Talebans hvide fane.
Det hele virker meget håbløst for Sayed.

Han frygter for, hvad der sker med hans forlovede og svigerfamilien.
»I min svigerfamilie er der nogen, som har arbejdet for de amerikanske tropper, så de håber på hjælp fra dem … for helvede. Det er sindssygt, det her,« siger han.
Situationen i Afghanistan og Kabul betragtes nu som yderst alvorligt. USAs ambassade i hovedstaden har opfordret alle amerikanske borgere til at forlade landet »omgående«.
I samme ombæring har Joe Biden annonceret, at man flyver omkring 3.000 amerikanske soldater til Kabul for at hjælpe med evakuering af borgere. Den britiske regering har annonceret en lignende plan, mens den danske regering endnu ikke har udmeldt planer om militær hjælp.



