En amerikansk kvinde, der pludselig opdager, at hun er smittet med corona, under en flyvetur over Atlanterhavet, selvisolerer sig selv på et flytoilet i fem timer.

Skolelæreren fra Michigan Marisa Fotieo gjorde det for ikke at smitte nogen medrejsende.

Hun var midt i en rejse fra Chicago i USA til Reykjavík, den islandske hovedstad, 20. december, da halsen pludselig begyndte at gøre ondt.

Hun tog en coronatest, som hun havde med sig på flyveturen – og den viste, at hun var smittet. Det skriver Sky News.

Marisa Fotieo i færd med at optage videoen.
Marisa Fotieo i færd med at optage videoen. Foto: TikTok
Vis mere

Marisa Fotieo tog en hurtig beslutning. Hun ville ikke udsætte de 150 andre passagerer og besætningen på flyet fra Icelandair for smitte.

Det var nødvendigt for hende at isolere sig på et toilet på resten af turen.

Hun fangede oplevelsen af at være indespærret på det lille toilet, på en TikTok-video – og den er siden blevet set over tre millioner gange.

'Jeg hilser på @Icelandair fra min VIP-karantæne,' skrev hun.

I et interview med Steve Patterson fra NBC News beskrev hun oplevelsen som »en skør oplevelse«.

»Jeg tog min hurtigtest med mig ind på badeværelset – og så var jeg lige pludselig positiv. Der var 150 mennesker om bord på flyet, og min største frygt var, at jeg ville smitte dem,« sagde hun.

Isolationen blev nemmere på grund af stewardessen Ragnhildur »Rocky« Eiríksdóttir.

»Hun sikrede sig, at jeg havde, hvad jeg behøvede de næste fem timer, af både føde og drikkevarer. Hun tjekkede mig hele tiden og sikrede sig, at jeg stadigvæk var o.k.« skrev Marisa i en e-mail til NBC.

Da de ankom til Reykjavík, måtte hun i karantæne på et hotel. Men Ragnhildur Eiríksdóttirs venlighed stoppede ikke her.

»Hun kom forbi med blomster og et lille juletræ med lys i,« fortalte Fotieo til Steve Patterson.