Jagten på det perfekte ferie-selfie kunne være gået grueligt galt for en modig kvinde.

Krydstogtskibet nærmede sig Labadee i Haiti, da kvinden med hjælp fra sin partner tog chancen.

I sin blå badedragt klatrede hun op på balkonens gelænder og poserede.

Kun ét forkert skridt fra at falde flere meter ned og ende i det mørke, hajfyldte, Caribiske hav.

Det farlige foto blev taget forrige uge ombord på krydstogtskibet 'Allure of the Seas', da det nærmede sig Labadee i Haiti.

Længere fremme på skibet så en anden passager pludselig, hvordan kvinden i den blå badedragt stod og balancerede på kanten af balkonen.

»Jeg så kvinden kravle op på gelænderet. Det skete så hurtigt. Jeg vidste ikke, hvad hendes hensigt var, så jeg tilkaldte besætningen,« fortæller Peter Blosic til CNN.

Selvom den farlige manøvre kunne ende galt, nåede han alligevel at tage et billede af kvinden, som efterfølgende blev delt på de sociale medier.

Historien fortæller ikke noget om, hvorvidt den ukendte kvinde lykkedes med at få sit vilde feriefoto. Hun lykkedes dog med at ødelægge resten af sin ferie.

Besætning fandt senere kvinden og hendes partner, som begge blev smidt af krydstogtskibet med en livslang karantæne.

Krydstogtselskabet Royal Caribbean har overfor CNN bekræftet hændelsen, som fandt sted ombord på deres skib.

'Sikkerhedsvagterne blev advaret og gæsterne blev senere sat af i Falmouth, Jamaica, som konsekvens af deres handlinger. De har nu livslang karantæne fra at sejle med Royal Caribbean.'