En 33-årig fransk mand ville tage et billede af sig selv foran et vandfald på sin ferie i Thailand.

Men da manden skulle tage billedet, mistede han fodfæstet.

Det fortæller hans ven, der overværede ulykken, skriver news.yahoo.

Til trods for skilte og en rebafspærring, der advarer turister om faren ved at komme for tæt på kanten, så mistede den franske turist alligevel livet.

På samme sted, hvor en spansk turist døde i juli. Også efter et fald. Og de to turister er langt fra alene.

En gruppe læger fra All India Institute of Medical Science i New Delhi har opgjort, at selfier har kostet mindst 259 menneskeliv verden over fra udgangen af 2011 til udgangen af 2017, som er den periode, forskerne har sat fokus på.

Rapporten om selfie-dødsfald, der er offentliggjort i Journal of Family Medicine and Primary Care, konkluderer, at drukning er den hyppigste selfierelaterede dødsårsag.

Uheldet skete torsdag eftermiddag ved et vandfald kaldet Na Mueang 2 på den tropiske ø Koh Samui, der er en særdeles populær turistdestination. Efterforsker Phuvadol Viriyavarangkul fra øens turistpoliti, udtaler til AFP, at det tog adskillige timer at finde den 33-årige mand, fordi vandfaldet er glat og stejlt.