En 41-årig kvinde er faldet over bord fra et krydstogtsskib i norsk farvand mellem Norge og Danmark.

Kvinden er fredag aften afgået ved døden, oplyser Nordjyllands Politi til B.T.

Kvinden faldt over bord fra krydstogtsskibet MSC 'Meraviglia', der var på vej fra Flåm i Norge til Kiel i Tyskland.

Klokken 12.45 fik den norske redningstjeneste ifølge NRK en melding om, at en person var faldet over bord.

Forsvarets Operationscenter, der samarbejder med den norske redningstjeneste, modtog et mayday (nødkald, red.) klokken 12.58.

Det oplyser Claus Elberth, der er major og vagthavende i Forsvarets Operationscenter.

»Det reagerer vi på, og samme minut sender vi en helikopter af sted,« siger han.

Den forulykkede kvinde befandt sig midt ude i Skagerrak mellem Danmark og Norge. Den danske helikopter har en flyvetid på 45 minutter, men var alligevel tættere på end den nærmeste norske helikopter, som havde en flyvetid på halvanden time.

Det var derfor den danske helikopter, der stod for eftersøgningen af kvinden støttet op af skibe fra den norske Hovedredningssentralen.

»Vi ser på vind og strøm i området og holder det op imod stedet, hvor kvinden faldt i vandet. På den måde skaber vi et søgeområde, som vi overflyver med helikopteren,« siger Claus Elberth.

Klokken 14.44 fandt helikopteren den forulykkede kvinde. På det tidspunkt havde hun befundet sig to timer i vandet, der ifølge NRK er omkring 12 grader varmt.

14.45 var kvinden om bord i den danske redningshelikopter, hvor hun blev givet livreddende førstehjælp.

Kvinden blev fløjet til Aalborg Sygehus, hvor hun nu er i behandling. Hendes tilstand er ukendt.

»Hun var kraftigt underafkølet. Det er det eneste, jeg kan sige om hendes tilstand,« siger Claus Elberth.

Den forulykkede er en 41-årig kvinde fra Tyskland.

Hvordan kvinden havnede i vandet, er uvist.

»Vi ved ikke noget om, hvorfor eller hvordan personen er havnet i vandet, på nuværende tidspunkt,« siger Børge Galta fra den norske redningstjeneste til VG.

MSC 'Meraviglia' ejes af selskabet MSC Cruises og har omkring 6.000 passagerer om bord.