En tysk kvinde er afgået ved døden på Aalborg Universitetshospital, efter hun faldt over bord fra et krydstogtskib i Skagerrak fredag.

Det bekræfter vagthavende ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, til B.T.

Kvinden er ikke endeligt identificeret, ligesom det ikke står klart, hvordan kvinden faldt over bord.

Nordjyllands Politi samarbejder nu med Tyskland om identificeringen af kvinden.

»Vi har fat i de tyske myndigheder og samarbejder med dem om underretninger,« siger Jess Falberg.

Kvinden faldt over bord fra krydstogtsskibet MSC 'Meraviglia', der var på vej fra Flåm i Norge til Kiel i Tyskland.

Hun befandt sig i vandet midt ude i Skagerrak mellem Danmark og Norge i to timer, inden hun bliver reddet af en dansk redningshelikopter.

Helikopteren finder hende 14.44, og i luften på vej til Aalborg Universitetshospital bliver hun givet livreddende førstehjælp.