En argentinsk kvindes immunforsvar har forbløffet flere forskere, der kalder det, der er sket, for et »mirakel«.

Ligesom den 30-årige kvinde også hyldes som et sjældent håb for de millioner og atter millioner, der er testet positiv for netop hiv.

Det sker efter, at det ser ud til, at hendes krop har kureret sig selv for hiv.

Det viser en ny forskningsartikel, som mediet News.com skriver om.

Hiv er et virus, der nedbryder en vigtig del af immunforsvaret. Det betyder, at kroppen med tiden får svært ved at forsvare sig mod andre sygdomme og infektioner.

Det er kun meget få mennesker, der er blevet kureret for hiv, men i dag er behandlingen så effektiv, at velbehandlede hiv-smittede ikke er smitsomme og kan leve med sygdommen.

Den argentinske kvinde, der aldrig har været i behandling for hiv, er formentlig blevet smittet i 2013 af sin ekskæreste, der ikke var i behandling, men positiv for hiv.

Hun ønsker ikke at stå frem med navn, men oplyser at hendes første barn er hiv-fri, og at hun i dag venter sit andet barn, skriver news.com

Forskerne kan ikke garantere, at kvinden er fuldstændig kureret for hiv, men ud fra de mange undersøgelser, der er lavet af kvinden, er der ikke fundet intakt virus i hendes krop. Derimod fandt man antistoffer mod virussen.

DR, der ligeledes har skrevet om sagen, har talt med Ole Schmeltz Søgaard, der er professor på Aarhus Universitet. Han beskriver hele historien som »meget sjælden«.

»Det her er meget sjældent og helt usædvanligt. Men det viser, at det er muligt at kurere hiv,« siger han til DR.

Ifølge Statens Serums Inistiut lever der på verdensplan cirka 38 millioner mennesker med hiv. Heraf ved cirka otte millioner ikke, at de er smittet.