Ingen kan komme ind og hjælpe hende eller trøste hende. Hun er i karantæne med sin afdøde mand.
Naboerne til en kvinde i byen Borghetto Santo Spirito i Italien er rystet. De har netop fundet ud af at nabomanden er død.
»Lige nu er det vigtigste at tænke på denne kvinde, som er alene med sin mands lig. Vores tanker er med hende, og hvad hun gennemlever,« siger naboen til TV-stationen IVG.IT, skriver CNN.
Den italienske kvinde har på grund af karantæneregler ikke haft mulighed for at forlade sin lejlighed, hvor manden døde mandag omkring klokken 02.00.
Familiemedlemmerne til den afdøde mand er desperate, og enken har råbt om hjælp fra altanen i lejligheden.
Borgmesteren oplyser til CNN, at kvinden rigtig nok er alene med liget af sin mand, men at de først har mulighed for at hente liget onsdag formiddag.
Lige nu har de en sikkerhedsprotokol, de skal følge.
Manden havde selv i første omgang nægtet at blive sendt til behandling på det lokale hospital, da han blev alvorligt syg. Det har ifølge borgmesteren ført til den tragiske situation.
I øjeblikket er 10.149 konstateret smittet i Italien. 631 personer er døde.
I forhold til andre lande har den høje dødelighed i landet fået flere eksperter til at undre sig.
Det er især ældre mænd, med en eller flere sygdomme i forvejen, som har været ofre for covid-19 i Italien.
Situationen er nu så alvorlig, at den italienske premierminister mandag aften lukkede landet helt ned.
