Med 631 døde er Italien dét land uden for Kina, hvor den nye coronavirus indtil videre har kostet flest liv. Men hvorfor dør så mange af corona i Italien?

En af dem, der de seneste dage har undret sig over den høje dødelighed i Italien, er virolog Allan Randrup Thomsen.

»Det er da noget, der har slået mig. Vi ser jo et abnormt højt antal døde i forhold til smittede i Italien,« siger Allan Randrup Thomsen, som har tre bud på, hvorfor, det ser ud, som det gør.

»Og det er formentlig en kombination af alle tre ting,« siger han.

For det første peger han på, at der kan være et stort mørketal i forhold til antallet af smittede i netop Italien.

»Noget tyder på, at virussen har haft godt fat, før myndighederne er kommet i gang med opsporingsarbejdet. Så situationen er rullet fra dem,« siger han og tilføjer:

»Vi så jo, hvordan det på kort tid eksploderede.«

Italienerne lykkedes aldrig med at finde patient zero, altså den person, som havde taget smitten med fra Kina til Italien.

Derfor fik man ikke inddæmmet smitten, som myndighederne i Danmark lige nu satser mange kræfter på.

»Når man ikke har styr på hovedparten af dem, der går rundt og smitter, glider det hurtigt ud af hænderne med en infektion, der smitter så effektivt (som covid-19, red.),« siger han.

Det betyder, at der i Italien antagelig går mange rundt, som endnu ikke har fået påvist smitte. Dermed bliver andelen af døde og de meget alvorligt syge høj i forhold til samlede antal smittede.

F.eks. har Sydkorea i skrivende stund 54 personer, der er døde ud af 7.555 smittede, mens Italien har 631, der er døde ud af 10.149 smittede.

En ældre herre beskytter sig mod coronavirus i Milano.
En ældre herre beskytter sig mod coronavirus i Milano. Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE
Vis mere

Allan Randrup Thomsens bud er altså, at det reelt antal smittede i Italien er langt større.

Derudover kan befolkningssammensætningen i Italien også forklare, hvorfor flere dør i Italien.

Efter Japan er Italien det land i verden med den højeste gennemsnitslevealder.

Derfor peger professor Massimo Galli, der er direktør for infektionssygdomme på Sacco Hospital i Milan netop på den årsag.

»Vi har mange ældre, som i forvejen har andre sygdomme. Jeg tror, det kan forklare, hvorfor vi ser så mange alvorlige smittetilfælde her,« siger han til the Guardian og uddyber

»Italiens levealder er blandt den højeste i verden. Men uheldigvis i det her tilfælde, er ældre i større risiko for at blive alvorligt syge af virussen.«

Allan Randrup Thomsen er enig i, at italienernes alder spiller en rolle.

»Det bidrager, men det kan ikke forklare det alene,« siger virologen, som mener, der også er en tredje væsentlig grund:

Før de kan tilse en patient skal lægerne trække i det helt store udstyr.
Før de kan tilse en patient skal lægerne trække i det helt store udstyr. Foto: LA7 PIAZZAPULITA
Vis mere

Italiens pressede sundhedsvæsen.

De seneste dage har sundhedspersonale på de hårdest ramte hospitaler i Italien taget bladet fra munden.

De fortæller om et sundhedsvæsen så tæt på kollaps, at dem, de kunne redde for tre uger siden, nu dør.

»Jeg har set en epidemiologist rette skarp kritik af en manglende koordination mellem regionerne, og at der generelt mangler styring. Selvom WHO har været ude og besvare noget af den kritik, tror jeg ikke kritikken er skudt helt over målet,« siger Allan Randrup Thomsen, som i det her tilfælde stoler mere på en uafhængig forsker end et politisk styret organ.