Søndag morgen, lokal tid, blev Peru ramt af et kraftigt jordskælv.

Det oplyser det seismologiske center for Geophysical Institute of Peru ifølge Reuters.

Jordskælvet ramte først Amazon-regionen i det nordlige Peru, hvorefter det kunne mærkes i hovedstaden Lima, som ligger i midten af landet.

Skælvet er blevet målt til at have en styrke på 7,5 på richterskalaen, og det havde en dybde på hele 131 kilometer.

Ifølge Reuters er der flere beboere i landet, der er blevet nødt til at forlade deres hjem som følge af de ødelæggelser, skælvet medførte.

220 hjem er nemlig, indtil videre, berørt af skælvet, hvoraf 75 er ødelagt. Herudover er der syv kirker og to indkøbscentre, der er blevet massivt beskadiget af rystelserne.

Et kraftigt jordskælv har forårsaget flere skader i Peru.
Et kraftigt jordskælv har forårsaget flere skader i Peru. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

I forbindelse med jordskælvet har Pedro Castillo, landets præsident, netop udtalt, at der skal ske en øjeblikkelig indsættelse af støttepersonale, der kan hjælpe med skaderne. På Twitter skriver han desuden:

'Vi vil støtte de berørte og løse den materielle skade.'

Ud over massive ødelæggelser førte skælvet desuden til, at flere blev berørte af strømafbrydelser, hvilket særligt kunne mærkes i jungleområder.

Herudover er der flere billeder, der viser, at mange af landets veje er spærret af store sten, og at folk i øjeblikket flygter ud på landets gader.

Jordskælvet fandt sted klokken 5.52 lokal tid søndag morgen. Der er endnu ikke registreret nogen dødsfald.