Den amerikanske delstat Alaska er onsdag aften lokal tid blevet ramt af et af de kraftigste jordskælv, der nogensinde er registreret i USA.

Jordskælvet, der har en beregnet styrke på 8,2, ramte klokken 22.15 lokal tid knap 100 kilometer sydøst for byen Perryville.

Det har udløst en advarsel om mulig tsunami. Der er ikke umiddelbart meldinger om skader eller tilskadekomne.

Jordskælvet er det kraftigste, der er målt i USA siden 1965. Det viser statistik fra Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der blandt andet overvåger jordskælv over hele verden.

Det er samtidig i top-10 over de kraftigste nogensinde målt i landet.

Onsdagens jordskælv skete ifølge USGS i 35 kilometers dybde. Det blev efterfulgt af syv mindre efterskælv, hvoraf to havde en styrke på over 6,0.

Jordskælvet ramte ved Alaskas halvø cirka 800 kilometer fra Anchorage, der med sine omkring 300.000 indbyggere er delstatens største by.

Japans Meteorologiske Institut er ved at undersøge, om der er risiko for, at en tsunami kan ramme Japan. Det oplyser den statslige kanal NHK.

Myndighederne i New Zealand undersøger også en potentiel risiko.

Størstedelen af USAs mest voldsomme jordskælv nogensinde har fundet sted ved den nordligt liggende delstat Alaska.

Det største ramte i 1964 og havde en beregnet styrke på 9,2. Over 250 personer blev dengang dræbt af skælvet og en efterfølgende tsunami.

/ritzau/Reuters