Et ældre amerikansk ægtepar er blevet kræftsyge, efter de i omkring 30 år har anvendt ukrudtsmidlet Roundup.

Det udløser nu en historisk erstatning på svimlende 13 milliarder kroner samt yderligere 365 millioner for svie og smerter.

Afgørelsen er truffet ved en domstol i den amerikanske delstat Californien og er den tredje af sin slags, skriver CBS.

Som gartnere har 76-årige Alva og 74-årige Alberta Pilliod brugt ukrudtsmidlet Roundup i flere årtier, hvilket ifølge juryen har spillet en væsentlig rolle i, at ægteparret sidenhen har udviklet lymfeknudekræften Non-Hodgkin lymfom.

Først blev han diagnosticeret med kræft i 2011, og fire år senere fik hun samme besked. De er begge i bedring efter endt behandling.

Afgørelsen er kommet mindre end et år efter, at en amerikansk mand blev tildelt en erstatning på knap to milliarder kroner i den første sag i verden, hvor ukrudtsmiddel kobles til kræft.

Ligesom med Pilliord-ægteparret vandt den dengang 42-årige skadedyrsbekæmper sagen mod kemigiganten Monsanto. I alt har der været tre sager om Roundup, som producenten bag har tabt.

Hovedselskabet Bayer har i kølvandet på retssagen udsendt en pressemeddelelse, hvor de påstår, at ægteparret har en 'lang historie med sygdomme, der kan medføre væsentlig risiko for Non-Hodgkin lymfom-kræft'. De pointerer desuden, at de vil anke sagen.

Ægteparrets advokat rejser i den forbindelse også en række alvorlige anklager mod virksomheden bag ukrudtsmidlet.

'Juryen så selv interne dokumenter, der påviste, at Monsanto (selskabet, red.) fra dag ét ikke har haft en interesse i at finde ud af, hvorvidt Roundup er sikkert,' skriver R. Brent Wisner i en udtalelse til CBS News.

'I stedet for at investere i troværdig forskning har de investeret millioner i angreb mod forskning, der truer deres forretningsmodel.'

Selvom kemigiganten Monsanto benægter enhver sammenhæng mellem Roundup og kræft, står de over for 5000 lignende søgsmål på tværs af landet.