Korallerne i Maya Bay på Phi Phi-øerne i Thailand er langtfra klar til atter at åbne for turistbåde.

Det er beskeden fra myndighederne, når der diskuteres en midlertidig åbning for den idylliske bugt, der er kendt fra filmen 'The Beach' fra 2000 med Leonardo DiCaprio.

Foreløbig er bugten lukket for publikum - på ubestemt tid.

Selv om bugten har været lukket totalt af for turister siden først på sommeren, har man kun set små ændringer i korallernes dårlige tilstand, skriver den thailandske avis The Nation.

Den 9. april 2018 var Maya Bay stadig åben for besøgende.
Den 9. april 2018 var Maya Bay stadig åben for besøgende. Foto: Lillian SUWANRUMPHA
Vis mere

Direktøren for De Nationale Parkers kontor, Songtam Suksawang, siger, at der stadig er dobbelt så mange døde koraller som levende.

»Korallerne i Maya Bay kan deles op i tre sektioner. Den første er det lavvandede rev nord for bugten. Det andet er det lavvandede rev før selve standen, og det tredje er revet på grænsen til det dybe vand på kanten til bugten,« siger Songtam.

»Ingen af disse rev har vist sig succesfulde, når det gælder tilbagevenden til fordums tider. Vore studier har fundet, at disse rev i Maya Bay vokser med en procent sammenlignet med, hvor meget de voksede, før vi spærrede det hele af.«

Den seneste måling i Maya Bay viser, at revet nord for bugten har den største andel af levende koraller med 19,93 procent. Det skyldes, at det ikke har fået så stor påvirkning af de mange turister.

Sådas ser der ud i den nu tomme Maya Bay ved Phi Phi-øerne.
Sådas ser der ud i den nu tomme Maya Bay ved Phi Phi-øerne. Foto: HANDOUT
Vis mere

Den anden sektion er det mest skadede rev i området. Kun 2,83 procent er stadig i live. Til gengæld er fremgangen også størst med 0,93 procent.

Den tredje sektion har kun set en fremgang på 0,18 procent, hvilket giver andelen af levende koraller på 16 procent.

Suphaphon Prempree, lederen af naturgenopretningen i Maya Bay, føler sig sikker på, at det nok skal lykkes at bringe korallerne tilbage til fordums tiders storhed.

»Vi skal bare give naturen tid til at klare det selv. Det vil betyder årtiers indskrænkning af de menneskelige aktiviteter i bugten.«